Den københavnske elektroniske musikfestival Karrusel afviklede i år den tredje udgave på Refshaleøen med deres særegne, cirkusinspirerede univers.
Den københavnske elektroniske musikfestival Karrusel, en lillebror til forsommerens Distortion, afviklede i år den tredje udgave på Refshaleøen med deres særegne, cirkusinspirerede univers.
På de tre scener i skoven på Refshaleøen kunne publikum opleve en lang række danske og internationale artister. Blandt de optrædende kan nævnes disko- og house-fænomenerne DJ Seinfeld og Folamour, der satte gang i festen torsdag, mens den ukrainske house-artist Nastia spillede fredag på hovedscenen Manegen, der i showets anledning var svøbt ind i ukrainske flag.
Der var liveshows fra tyske Extrawelt og techno-gruppen Kerala Dust, der fyldte den mindre scene Tribunen helt op med synthesizers og andet grej. Københavnske kollektiver som Fyraftensboogie og Favorite Things indviede den nye intime diskoscene Balkonen, hvor man også kunne opleve den unge popsanger Julie Pavon. Endelig lukkede og slukkede den belgiske technostjerne Amelie Lens festivalen lørdag nat.
Ifølge arrangørerne valgte 12.000 gæster valgte at tilbage sommerens officielt sidste weekend under åben himmel på Refshaleøen, hvor de i skoven også kunne opleve en særlig cirkusoplevelse med ture i en stor tysk vintage-karrusel og et performance-program med ildgøglere, akrobater, tarothekse og klovne.
Karrusel fortæller GAFFA, at man allerede en uge inden festivalstart kunne melde ud, at alle frivillighedsposter på festivalen var dækket, hvilket giver håb for 2023 for festivalbranchen, som ellers har haft udfordringer i rekrutteringen efter to års coronapause.
LÆS OGSÅ: TEMA: Hvorfor har festivalerne pludselig svært ved at rekruttere frivillige?
Karrusel kunne melde udsolgt lidt over midnat lørdag, ligesom Distortion Ø også var det tidligere på festivalsæsonen.
Karrusel vender tilbage igen den 24.-26. august 2023.