Nyhed

Hør hidtil uudgivne liveoptagelser med Tom Waits

11 år efter seneste studiealbum kaster californieren nye lunser ud til fanskaren

Det er efterhånden mere end ti år siden, den i dag 71-årige, amerikanske legende Tom Waits sidst var albumaktuel. Det var med albummet Bad as Me, som udkom i 2011, og hans seneste liveoptræden fandt sted to år senere. 

Nu har Waits så endelig varslet "nyt" i form af flere hidtil uudgivne liveoptagelser med godt 20 år på bagen. Optagelserne vil være at finde som bonusmateriale på genudgivelsen af de to album Alice og Blood Money, som udkommer til oktober i anledning af albummenes 20 års jubilæum.

Begge album er skrevet i samarbejde med Waits' hustru Kathleen Brennan, og udkom den 7. maj 2002 i sammenhæng med parrets samarbejde med dramatiker og teaterinstruktør Robert Wilson.

LÆS OGSÅ: Tom Waits: The Ratcellar, Dublin

Musikken fra Alice blev skrevet til Wilsons avantgardeopera af samme navn, mens musikken fra Blood Money er hentet fra Wilsons opsætning af stykket Woyzeck, der oprindeligt er skrevet af den tyske dramatiker Georg Buchner.

Teaterforestillingen Woyzeck havde verdenspremiere på Betty Nansen Teatret tilbage i 2000, hvor Waits selv var til stede. I 2013 gik Waits og Wilson igen sammen om en forestilling. Her skrev de musikteaterstykket Death Car, der fik verdenspremiere den 7. november 2014 på Det Kongelige Teater.

GAFFA tildelte både Alice og Blood Money fem stjerner ved udgivelsen i 2002, og skrev blandt andet om Alice:

”Som altid er Waits-tekstuniverset værd at dykke ned i, og her finder man guld som: ”… Arithmetic, arithmetoc, I turn the hands back on the clock…” På den fine "Everything You Can Think Of Is True" bjæffer Waits sig igennem, og "Kommenie Zu Spadt" har aner til Swordfishtrombones og Bone Machine. Et fornemt værk”.

Om Blood Money hed det blandt andet:

”På dette fortættede album benyttes instrumenter som basklarinet, harmonika, bongotrommer med mere. I den cirkusagtige "Misery Is The River Of The World" og i "God’s Away on Business," hvor Waits nærmest spytter teksten ud, spøger Kurt Weil i baggrunden. Tom Waits har lavet to af sin karrieres fineste værker”.

Jubilæumsudgaverne er på gaden den 7. oktober, men man kan allerede nu høre to af de hidtil uudgivne liveoptagelser lige her: 

 

ANNONCE