Nyhed

Legendarisk Motown-hitmager er død

Grammyvinder Lamont Dozier er død i en alder af 81 år. Det bekræfter hans søn på Instagram.

Lamont Dozier døde i går (tirsdag den 9. august, red.) som 81-årig. Hitmageren har været med til at skrive og producere 14 amerikanske Billboard top 1-hits og fire Top 1 hits i Storbritannien. Sønnen Lamont Dozier Jr. skriver på Instagram: ”Hvil i himmelsk fred, far!!!”

Dozier var en tredjedel af sangskrivertrioen Holland-Dozier-Holland sammen med brødreparret Brian og Eddie Holland. Sammen står de bag hits til artister som the Supremes, Four Tops og The Isley Brothers.

LÆS OGSÅ: Supremes-medgrundlæggeren Mary Wilson er død


Sammen har de været et markant navn siden 1960’erne med nogle af Motowns største hits på samvittigheden - herunder "Baby Love" af The Supremes. Trioen blev i 1988 en del af Songwriters Hall of Fame og blev senere også optaget i Rock and Roll Hall of Fame.

Dozier brød med makkerne i 1973 og har siden blandt andet arbejdet sammen med Phil Collins på hittet ”Two Hearts” til filmen Buster. En sang, der både vandt en Golden Globe og en Grammy.

I nyere tid har Dozier blandt andet delt arbejdsbord med Kanye West og Black Eyed Peas. Man ved endnu ikke, hvordan Dozier er død. Han efterlader sig tre børn.


 


ANNONCE