Nyhed

LISTE: Her er syv sange, der ikke ville gå an i 2022

Dødstrusler mod kvinder var for eksempel ikke et no-go at skrive om tilbage i 60’erne

Tiderne skifter - heldigvis. Og de senere års øgede fokus på sexisme, blandt andet i musikbranchen, har ændret på, hvad man kan slippe afsted med at sige og synge.

I 2022 er vi blevet mere "woke" end for blot få årtier siden, fordi der i dag er kommet øget bevidsthed om ligestilling og sexisme. Og heldigvis for det da - for hvis man kaster et blik mod nogle af de toner, der engang buldrede i højtalerne, kan man blot ryste på hovedet og tænke for sig selv: ”Sang personen virkelig det?”.

Vi har fundet et udpluk af gode bud på sangtekster, hvor budskabet ikke lige helt stemmer overens med den køns- og ligestillingsopfattelse, der pryder samfundet i dag. Læs med herunder.


1. "Blurred Lines" – Robin Thicke (2013):

Det er snart ved at være et årti siden, nummeret ”Blurred Lines” ramte de danske radioer og toppede hitlisterne. Nok var det en banger gemt bag vuggende rytmer, men ved nærmere eftertanke kan sangteksten bestemt også belære én om, hvordan man ikke bør tilgå kvinder. 

Hele sangen har fået et massivt tilbageslag, efter den er blevet beskyldt for at indeholde undertoner om voldtægt. Med det in mente er det bestemt heller ikke svært at læse mellem linjerne i omkvædet, at Thicke er frustreret over, at ”de slørede linjer” giver ham blandede signaler om, hvad pigerne vil.


Og så er der linjer som "so, hit me up when you passin’ through / I’ll give you something big enough to tear your *ss in two / What, you don’t like work?" - ikke just manualen, man skal følge for at få pigernes opmærksomhed i 2022.

2. "Run For Your Life" - The Beatles (1965)


The Beatles' betydning for musikhistorien er svær at være uenig i. McCartney, Lennon, Harrison og Starkey har udgivet smukke kærlighedssange som ”Something” og ikoniske ”Yesterday” og klassiske album som Revolver, Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band og Let it Be.

Derfor kan det godt komme som et komplet chok, at de tilbage i 1965 udgav nummeret "Run For Your Life". Sangen handler nemlig om noget så foruroligende som at true en kvinde på livet, hvis hun vælger at være sammen med en anden mand:

"You better run for your life if you can, little girl / Hide your head in the sand, little girl / Catch you with another man / That's the end, little girl".


 

 


3. "Sweetheart Like You" – Bob Dylan (1983)

Legenden Bob Dylan har siden begyndelsen af 1960’erne været en markant aktør i rockens historie, og han har beriget den musikalske scene med klassikere som ”Like A Rolling Stone”, ”The Times They Are A-Changing” og mange, mange flere.

I 2016 modtog Dylan Nobelprisen i litteratur for at ”have skabt nye poetiske udtryk inden for den store amerikanske sangtradition”. Det er dog ikke alle Dylans sange, som har modtaget lige store roser for deres lyriske genialitet.


"Sweetheart Like You" er en sang, der vil kunne få de fleste feminister op af stolen, med linjer som: ”You know a woman like you should be at home / that’s where you belong / taking care of somebody nice”. 

4. "Some Girls" - The Rolling Stones (1978) 


Som et vaskeægte rockband har The Rolling Stones haft en vild karriere, hvor stoffer, alkohol og piger var en stor del af deres tidlige, musikalske rejse. Det kommer derfor ikke som en overraskelse, at flere af deres sange omhandler netop disse emner.

Især sangen ”Some Girls” har skabt en del kontroverser, da bandet meget eksplicit fortæller om deres møder med kvinder og om deres forestilling om etniske stereotyper:

”White girls they're pretty funny / sometimes they drive me mad / Black girls just wanna get fucked all night, I just don't have that much jam / Chinese girls are so gentle, they're really such a tease”.

5. "Used To Love Her" – Guns N’ Roses (1987)


Rockbandet har gennem deres mangeårige karriere haft et ry for at lave sange, hvis tekster på mange måder går over stregen. For eksempel ”One in a Million” som giver stemme til en smalltown white boy, som hader både homoseksuelle og indvandrere.


Der er også nok at komme efter, hvis man går på jagt efter misogyni i forsanger Axl Roses tekstunivers. Lyt for eksempel til ”Used To Love Her”:

"I used to love her / but I had to kill her / She bitched so much, she drove me nuts / And now I'm happier this way". 


6. "White Boy" - Bikini Kill (1992)

Det er ikke nogen hemmelighed, at det ofte er misogyne sange skrevet af mænd, der kommer i mediernes søgelyd. Men der findes faktisk også sange skrevet af kvinder, hvor budskabet står klokkeklart: "Mænd er nogle svin".

Det modsatte af misogyni hedder misandri, og der er ikke nogen tvivl om, at forsangeren af Bikini Kill – Kathleen Hanna – besad et stort mandehad, da sangen ”White Boy” udkom i starten af 90’erne:


”White boy / Don't laugh / Don't cry / Just die! / I'm so sorry if I'm alienating some of you / Your whole fucking culture alienates me”.

7. "A Man Needs a Maid" – Neil Young (1972)


Neil Youngs sang fra 70’erne handler i sin helhed om, hvor hårdt livet kan være, og hvor meget det kunne hjælpe, hvis han boede sammen med en maid - som både bogstaveligt talt kan betyde tjenestepige og være et gammeldags udtryk for en ung kvinde:

”I was thinking that maybe I'd get a maid / Find a place nearby for her to stay / Just someone to keep my house clean / Fix my meals and go away”.


ANNONCE