Nyhed

LYT: The 1975 varmer op med endnu en single inden kommende album

Nummeret er det tredje fra det kommende album

I dag er der nyt på tapetet fra Manchester-bandet The 1975. Singlen ”I’m In Love With You” er nemlig netop udkommet. Nummeret er en del af bandets kommende album Being Funny In A Foreign Language, som udkommer den 14. oktober, men allerede nu kan du også forudbestille det lige her. 

Foruden den nye single har The 1975 præsenteret os for to numre, som også vil indgå på den nye plade – nemlig de seneste udgivelser ”Happiness” og ”Part of the Band”. Især sidstnævnte nummer har fået store roser fra blandt andet danske P4, der – ifølge en pressemeddelelse – har rost sangen som bandets potentielt nye hitsang.


Bandets forrige album, Notes On A Conditional Form fra 2020, blev deres fjerde nr. 1-album i træk i Storbritannien og landede også på førstepladsen i Australien. Bandet blev udnævnt til NMEs “Band of the Decade” i 2020 efter at være blevet kåret som “Best Group” til Brit Awards i både 2017 og 2019. Også GAFFAs anmelder gav rosende ord til gruppens sidste album:

”Inde i kernen af Notes On A Conditional Form ligger et superstærkt album, The 1975's bedste og mest helstøbte”.

LÆS OGSÅ: 2020 sat i musik – generationsportræt på godt og ondt


Herhjemme har The 1975 markeret sig med singler som “If You're Too Shy (Let Me Know)” og “It’s Not Living (If It’s Not With You)”, som har fået en del airplay, ligesom gruppen har givet en række danske koncerter.

Du kan lytte til ”I’m In Love With You” på alle streamingtjenester og se den helt nye musikvideo ovenfor.

 


 

ANNONCE