Nyhed

Murderdolls i bitter strid om jubilæumsplaner

Tyveåret for de morderiske dukkers debut skaber uenighed blandt de gamle bandkolleger

I 2002 udgav metalbandet Murderdolls deres debutalbum Beyond The Valley Of the Murderdolls. Det betyder også, at pladen den 20. august i år havde 20-års fødselsdag. Det ville de tidligere medlemmer af gruppen tilsyneladende fejre, fordi i tidligere denne måned blev hjemmesiden murderdollsofficial lanceret.  

Her står det skrevet, at det i forbindelse med jubilæet er muligt at forudbestille en særlig vinyludgave af debutalbummet, og at to af bandets alumner – Acey Slade og Eric Griffin – vil fejre udgivelsen til et liveevent, der vil blive streamet på forskellige sociale mediekanaler.  

Hyldesten og fejringen er dog ikke faldet i god jord hos alle.


Den tidligere forsanger Wednesday 13 – under det borgerlige navn Jospeh Poole – lagde nemlig hurtigt et opslag ud på sin Instagramprofil, hvor han langede ud efter sine gamle bandmakkere:

”Murderdolls blev skabt i 2002 af Joey Jordison og Wednesday 13. Navnet, stilen, teksterne, musikken var skabt af Joey Jordison og Wednesday 13. Alle udover Wednesday eller Joey, der hævder at være de officielle Murderdolls er IKKE OFFICIELLE, understreger Poole og tilføjer:

"Enhver form for merchandise, der reklameres for ved at gøre brug af Joey og Wednesdays originale Murderdolls-logoer, musik og tekster er IKKE godkendt eller autoriseret”.


Afdøde Joey Jordison – som også var medlem af Slipknot – var trommeslager i Murderdolls, men hverken han eller Wednesday 13 har haft noget med bandet at gøre siden 2011.


 

Den tidligere guitarist, Acey Slade, greb hurtigt muligheden for at forsvare sit eget og Griffins forsøg på at hylde debutalbummet i et længere opslag på Instagram:

”Jeg vil gerne rense luften om nogle ting. The Murderdolls som et band eksisterer ikke. Der er ikke nogen nuværende medlemmer, kun alumner. Der er ikke nogen planer om en tur, ny single, intet af den slags. Det er de dårlige nyheder”, skriver Slade og fortsætter:


”Før 2020 blev det tydeliggjort, at ingen alumner ønskede at påtage sig ansvaret for at bevare bandets arv eller forretninger. Alle bandets forretningsmæssige/juridiske løse ender blev derfor også opgivet”.  

Slade skriver yderligere, at han har været i kontakt med Warner Brothers og har fået rettigheder til albummet, og alt hvad der tilhører – herunder blandt andet billeder, musikvideoer, logoer.

Guitaristen tydeliggør, at han ikke ønsker stridigheder, men at han blot vil hylde albummet. Han inviterer dermed alle tidligere medlemmer og understreger vigtigheden af at opretholde bandets arv:


”Skulle de (tidligere medlemmer, red.) nogensinde få brug for at bruge bandet som en platform for deres egne bestræbelser, ville det ikke kun være velkomment, men påskønnet. Det eneste, det her handler om, er at genskabe forbindelsen mellem alumnerne og Murderdolls-fans, og at vi udvider arven fra alle, der byggede den. Men mest af alt vil jeg gerne invitere alle til at fejre dette skelsættende album!”


I søndags (den 28. august) svarede Poole igen via Instagram og fortalte, at han ikke havde et problem med, at hans tidligere bandkammerater fejrede albummets jubilæum, men at hans problem var, at de gjorde det under navnet Murderdolls.

”Det her var Joeys band. Han inviterede mig ind i denne verden, og jeg er i stand til at gøre, hvad jeg gør i dag på grund af ham og Murderdolls-navnet, og det er, hvad denne situation handler om”, skriver den tidligere forsanger og fortsætter.

”Det var ukendt for Joey og jeg, at bandets varemærke var bortfaldet, mens bandet var inaktivt. Men de ser ud til, at Acey (Slade, red.) søgte om det for at tage navnet bag vores rygge”.


”Der ikke nogen anden måde for mig at se situationen på, end at han (Slade, red.) stjal bandets navn fra Joey. Han lancerer nu hjemmesider, merchandise og vores første album og sletter mit navn fra bandets historie”, skriver Poole.


Stridighederne synes endnu at være uafsluttede, for Slade er endnu ikke vendt tilbage med et svar til Pooles anklagelser.

ANNONCE