Nyhed

Nyt album på vej fra Björk

Temaerne handler på bedste Björk-maner både om alt fra svampe til sorg

Senere på året er der efter fem års ventetid endelig nyt fra Björk. Hun har nemlig annonceret i et nyt interview med The Guardian, at hun til efteråret udgiver nyt album. Det kommende album er navngivet Fossora, som er det latinske navn for "graver" (af hunkøn).

Björk har til The Guardian udtalt, at albumcoveret skildrer hende selv som ”en strålende skovfe med fingerspidser, der smelter sammen med det fantastiske svampeliv under hendes hove”, hvilket også understreger ét af albummets temaer – nemlig svampe.  

Foruden svampe er et andet tema sangerens personlige møde med sorgen. Björks mor, Hilda Rúna Hauksdóttir, døde i 2018, og to af sangene er dedikeret til hende.  

LÆS OGSÅ: Björks musik bliver til dansk danseforestilling

Lydmæssigt har Björk udtalt, at albummet er en verden af kontraster. Det bærer nemlig både præg af hård techno og mødet med en mere rolig instrumental side bestående af fløjter og basklarinet. Det er ifølge sangeren et melodisk indspark, der er ”blød og let som candyfloss”.

Björk er kendt for sine finurlige udtalelser, og hendes beskrivelse af det kommende album er da heller ingen undtagelse. ”Albummet er til de personer, der laver natklubber i deres stuer”, udtaler sangeren til The Guardian.

Albummet kommer eftersigende til at have optrædener fra sangeren Serpentwithfeet, den indonesiske gruppe Gabber Modus Operandi og baggrundsvokaler fra Björks børn, Doa og Sindri.

Albummet er opfølgeren til Björks seneste album Utopia, som også gav anledning til koncerter på NorthSide Festival i Aarhus og i Royal Arena i København.

ANNONCE