Nyhed

Olivia Newton-John er død

Den britisk-australske sanger og skuespiller blev 73 år

Den britisk-australske sanger og skuespiller Olivia Newton-John er død, 73 år gammel, fremgår det af hendes officielle profiler på Instagram og Facebook (se nedenfor).

Det er Newton-Johns mand John Easterling, der har offentliggjort nyheden, som fortæller, at Newton-John døde fredfyldt på sin ranch i det sydlige Californien omgivet af venner og familie. Dødsårsagen er ikke direkte offentliggjort, men Newton-John har kæmpet med brystkræft i mere end 30 år, og det nævnes også i opslaget, hvor alle opfordres til i stedet for blomster at donere penge til Newton-Johns fond, der forsker i naturmedicin som kræftbehandling.

Olivia Newton-John brød for alvor internationalt igennem i 1978 som den kvindelige hovedrolle i filmen Grease, hvor hun spillede over for John Travolta. Hun medvirkede også på adskillige sange på soundtracket, blandt andet hittene "Summer Nights", "Hopelessly Devoted to You" og "You're the One That I Want", hvor først- og sidstnævnte var duetter med John Travolta.


I 1980 fik hun igen et stort hit med hovedrollen i filmen Xanadu og den tilhørende titelsang. I 1981 hittede hun igen stort med albummet Physical og titelsangen – denne gang uden film, men til gengæld blev der lavet musikvideoer til samtlige sange på albummet, hvilket var og er ganske usædvanligt.

Olivia Newton-John blev født i England, men da hun var seks år, emigrerede hendes familie til Australien. Hun udgav sit første album i 1971 og udgav i alt 26 album, hvor det seneste udkom i 2016. Hun medvirkede i alt i 15 film, senest The Very Excellent Mr. Dundee fra 2020.

Gennem årene solgte Newton-John omkring 100 millioner plader.


ANNONCE