Nyhed

Rage Against The Machine aflyser tour i Europa

Det amerikanske band har netop annonceret, at den europæiske del af deres genforeningstour er blevet aflyst på baggrund af medicinsk vejledning

Efter lægelig vejledning har det amerikanske rapmetalband netop offentliggjort, at den europæiske del af deres længeventede genforeningstour er blevet aflyst. Gruppen fortsætter dog som planlagt med deres tre-dages besøg i Madison Square Garden i New York henover weekenden. 

I et opslag på Twitter skriver bandet, at forsangeren Zach de la Rocha efter konsultation med egen læge er blevet opfordret til ikke at fortsætte med den meget intensive del af den europæiske tour, hvor også vores naboland Tyskland var inkluderet. 

I samme opslag skriver bandet, at ”det er med stor skuffelse, at vi annoncerer denne aflysning”, og at ”vi er så kede over alle vores fans, som har ventet i årevis på at se os, og vi håber snart at kunne Rage igen”. 


Rage Against The Machines genforeningstour har gennemgået en række forsinkelser, siden bandet først annoncerede touren tilbage i 2019. Pandemien har nemlig sat en stopper for touren hele to gange, og den er blevet rykket fra 2020 til 2021 og igen fra 2021 til 2022.


ANNONCE