Nyhed

The National sætter dato på ny sang med Bon Iver

Den første af flere nye sange hedder ”Weird Goodbyes”

Fans fik allerede nys om den nye single i sidste uge, da plakaten til sangen blev spottet omkring Brooklyn i New York. Siden gjorde bandet det officielt ved at ændre deres profilbillede på sociale medier, og nu har de sat dato på sangen.

Den kommer nemlig allerede mandag den 22. august, klokken 18.00 i Danmark.

”Sidste forår blev bandet samlet igen i Long Pond for at skrive og indspille ny musik, som vi har arbejdet på lige siden. ”Weird Goodbyes” med Bon Iver føltes som den rigtige sang at dele først,” skriver The National på Instagram.


De fem bandmedlemmer har optrådt med flere nye sange på deres festivalkoncerter, hvor ”Weird Goodbyes” har været fast inventar, siden den blev spillet første gang tilbage i slutningen af maj – på deres første show i tre år, skriver NME.

Andre nye sange er også blevet kendt af publikum, blandt andet ”Grease In Your Hair” og ”Space Invaders.” Guitarist Bryce Dessner siger til NME, at det har været for at ”prøvekøre” de nye sange.

”På en måde er det hele bandets historie, men med en ny udforskning. Nogle af sangene er vores mest tilgængelige, andre er mere poetiske med forskellige arrangementer,” siger Dessner om de nye sange til NME.


LÆS OGSÅ: The National lyder som en skygge af sig selv


ANNONCE