GAFFA.dk – alt om musik
I år er det fem år siden Chief 1 sprang ud som soloartist. Det markerer han med sit trejde album Nordlig Sjæl.
Chief 1 har været i den danske musikbranche i mere end tre årtier, først som rapper i Rockers By Choice og siden som producer og sangskriver for mange andre, men det var først for fem år siden, at han bevægede sig ud i et ukendt territorium som soloartist. Denne nye rejse har allerede kastet to albums af sig, og nu er han klar med det tredje, der udkommer den 25. februar og bærer titlen Nordlig sjæl.
Albummet er af stor kunstnerisk og personlig betydning, og Chief 1 beskriver det selv således: ”Nordlig sjæl er det absolut bedste, jeg har lavet. Jeg har fundet min lyd som soloartist, og i løbet af albummet reflekterer jeg over alle de ting, jeg kæmper med. Det er et enormt personligt album, som jeg er meget stolt af”.
Nordlig sjæl består af 11 nye sange, hvor den seneste single “Lever på lånt tid” – der citerer fra Danser Med Drenges 1993-sang "Alt for at beholde dig" – er iblandt. Om sangene fortæller Chief 1, at de er dybere og mere personlige, men de fungerer samtidig som en opmuntring til ham selv. Trods hans poppede og glade musikalske univers har han selv en tendens til melankoli. Albummet kommer således også til at afspejle den balance mellem mørket og lyset, som han selv kæmper med.
Samme dag som albummet lander på diverse streamingtjenester og hos udvalgte forhandlere, drager Chief 1 også ud på en danmarksturné, hvor de nye sange kan opleves live.
Billetter kan købes lige her.
LÆS OGSÅ: Ungdomsidoler skal dyste i Dansk Melodi Grand Prix
Lyt til Chief1's seneste single nedenfor og se den tilhørende video.