Nyhed

Eminem stjæler fokus med knæfald under Super Bowls pauseshow

GAFFA.dk – alt om musik

Eminem sendte hilsen til quarterback, der ikke har kunnet få kontrakt i NFL siden protester imod raceulighed.
 

Stjernerapperen Eminem stod bag et af de mere kontroversielle øjeblikke i nattens Super Bowl, da han knælede under sin optræden ved det ikoniske pauseshow.

Eminem var en del af et stjernespækket lineup af hip hop-artister, der stod for underholdningen i årets NFL-finale i Los Angeles.

Da det blev hans tur til at gå på scenen, sluttede han sin optræden med nummeret "Lose Yourself" ved at knæle og placere sit ansigt i sin hånd.

Gestussen var lig den, som tidligere quarterback Colin Kaepernick jævnligt benyttede sig af før NFL-kampe, da han var aktiv spiller.

Før kampene knælede Kaepernick således altid under afspilningen af USA's nationalmelodi i protest imod raceulighed.

Kaepernicks protest vakte dengang stor utilfredshed på den amerikanske højrefløj. Daværende præsident Donald Trump var også ude at kritisere NFL-spilleren for ikke at respektere det amerikanske flag.

Kaepernick har ikke spillet i NFL siden 2016, da han ikke har kunnet få en kontrakt hos nogen hold, siden han begyndte sin protest.

Mediet Puck skrev før Super Bowl søndag, at NFL skulle have bedt Eminem om ikke at knæle under sin optræden.

NFL har endnu ikke kommenteret episoden.

Stjerner som Snoop Dogg, Dr. Dre, 50 Cent, Kendrick Lamar og Mary J. Blige var også del af Super Bowls pauseshow i nat.

Snoop Dogg og Dr. Dre, der begge er fra Los Angeles, hvor Super Bowl blev afholdt, åbnede ballet ved at spille hits som "The Next Episode" og "California Love".

Deres optræden blev brudt op af 50 Cent, der overraskede publikum ved at dukke op og rappe sit superhit "In Da Club", mens han hang med hovedet nedad fra et loft.

Alle kunstnerne optrådte midt på banen, hvor der var placeret en række af hvide bygninger.

Det ikoniske pauseshow i halvlegen af Super Bowl tiltrækker traditionelt nogle af verdens største musikere.

Snoop Dogg og Dr. Dre sagde før kampen, at de håbede, at deres optræden kunne bane vejen for, at NFL vil benytte sig af flere hip hop-artister i fremtiden.

Los Angeles Rams vandt nattens Super Bowl 23-20 over Cincinnati Bengals.

/ritzau/Reuters

ANNONCE