Nyhed

Franz Ferdinand udskyder dansk koncert

GAFFA.dk – alt om musik

Koncerten i Vega er udskudt fra april til november

Det skotske indierockband Franz Ferdinand har grundet de fortsatte coronarestriktioner i en række europæiske lande måttet udskyde dele af deres kommende turné. Det går blandt andet ud over koncerten i Store Vega, der er udskudt fra 9. april til 13. november. Billetkøbere får direkte besked, og der er stadig ledige billetter.

Franz Ferdinand slog for alvor igennem i 2004 med deres anden single, ”Take Me Out”, som blev et internationalt hit, der i dag har over 500 millioner streams på Spotify. Deres selvbetitlede debutalbum fra 2004 er blevet hyldet med to Brit Awards og den prestigefulde Mercury Prize, ligesom bandet blev nomineret til tre Grammyer i 2005. Også herhjemme fik Franz Ferdinand stor succes. I 2005 vandt gruppen hele to priser til Danish Music Awards, herunder Årets udenlandske navn og Årets udenlandske hit.


Siden debutalbummet har Franz Ferdinand udgivet fire andre fuldlængde-album. Dette store bagkatalog vil de nu hylde med albummet Hits To The Head, som udkommer den 11. marts 2022. Med numre som ”Take Me Out”, ”Walk Away” og ”Do You Want To” vil bandet medbringe 00’er-nostalgien på deres kommende turné, her små 20 år efter deres karriere begyndte.

Franz Ferdinand gæstede sidst Store Vega i 2018. Koncerten fik fem ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder, der skrev: "Altid charmerende Franz Ferdinand skabte lørdag aften en rockfest af de sjældne med Vega som ekstatisk medspiller." Koncerten blev også beskrevet som en "kollektiv sejr mellem et tæt band og publikum" og nu vender de tilbage til det københavnske spillested. 

Billetsalget til koncerten i Store Vega er i fuld gang, og du kan købe dine billetter via ticketmaster.dk og dtdconcerts.dk.


LÆS OGSÅ: Franz Ferdinand-trommeslager træder ud af bandet

Mens du venter lidt længere på koncerten, kan du passende genhøre Franz Ferdinand-hittet "Take Me Out": 


ANNONCE