GAFFA.dk – alt om musik
Ærø-festivalen afholdes for anden gang med navne som Erika de Casier, Smerz og Bremer/McCoy på plakaten
Sidste år så Ærø-festivalen Øhavet Festival dagens lys for første gang, og i år vender den tilbage. Fra 22.-23. juli afholdes sommerfestivalen Øhavet for anden gang i smukke, maritime omgivelser på Ærø. I dag føjer festivalen den norske elektro-duo Smerz (billedet), den både barok- og r&b-inspirerede-sanger og producer Ydegirl og den legesyge sanger og multiinstrumentalist iB101 til musikprogrammet, der i forvejen tæller internationalt roste navne som Erika de Casier og Bremer/McCoy. Flere navne kommer til løbende.
Efter et udsolgt første år vil Øhavet Festival igen være at finde på havnen i Marstal til sommer med et kunstnerisk ambitiøst og alsidigt musikprogram blandt gamle bådehuse.
Festivalens eksisterende lineup tæller også Astid Sonne, Ipek Yolu og Collider.
Ud over musikprogrammet byder festivalen i løbet af sine to dage også på litterære oplæsninger og talks under åben himmel på kajen, et særligt tilrettelagt børneprogram for de alleryngste gæster, naturvinsbar og mad fra "baghavet", som arrangørerne formulerer det.
Det fulde festivalprogram annonceres i april.
I år har festivalen plads til 1000 gæster, og billetter kan købes for 575 kr. på oehavet.dk. Børn til og med 15 år er gratis ifølge med en voksen. Festivalen finder sted 22.–23. juli på Marstal Havn på Ærø.
LÆS OGSÅ: SMERZ-LIVEANMELDELSE: Transcenderende tryllebånd fra norsk duo
Øhavet Festival arbejder tæt sammen med Motorfabrikken Marstal og er blevet til med støtte fra Ærø Kommune, Statens Kunstfond, Region Syddanmark og Øernes Kunstfond.
Foreløbigt musikprogram 2022:
Erika de Casier
Smerz
Bremer/McCoy
iB101
Ydegirl
Astrid Sonne
Ipek Yolu
Collider
Litterære oplæsninger:
Solvej Balle
Fine Gråbøl
Rasmus Theisen
Varm op med Smerz' "Believer":