Nyhed

Snoop Dogg og Kelly Clarkson er værter til amerikansk version af Eurovision Song Contest

GAFFA DK - alt om musik

Det nye show har fået navnet American Song Contest og er bygget på Eurovision-modellen.

Sang og liveoptræden er i fokus på showet, der bliver skudt igang i USA i næste måned, fortæller BBC News. American Song Contest er bygget på Eurovision Song Contest, som er en international sang-konkurrence, der har kørt hvert år siden 1956. Det rangerer blandt verdens mest sete ikke-sportslige events med flere hundrede millioner seere globalt.

Som amerikanerne har for vane, laver de nu deres egen version af showet, som også har vakt opsigt i USA takket være Netflix-komedien Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga fra 2020, og blandt andet kommer til at inkludere musikere fra alle 50 amerikanske stater. Der vil i alt være 56 sangere, duoer eller bands – en fra hver stat inklusive fra hovedstaden Washington samt fra fem amerikanske territorier.

Snoop Dogg fortæller, at han er beæret over at have fået rollen som vært til showet “sammen med min ‘lillesøster’ Kelly Clarkson også kendt som Miss Texas”. Clarkson tilføjede: “Jeg er så spændt på at arbejde med Snoop og kan ikke vente med at se hver stat og territorie repræsenteret af artister, der synger deres egne sange”. Hun fortæller yderligere: “Jeg har været en fan og elsket konceptet af Eurovision, og jeg er begejstret for at bringe det musikalske fænomen til Amerika”.

Kelly Clarkson vandt den første sæson af det amerikanske sang program American Idol i 2002, hvorefter hun opnåede stor success i sin egen solo-karriere. Snoop Dogg er et særdeles erfarent navn indenfor hiphop og er for nyligt blevet den nye ejer af det legendariske hiphop-pladeselskab Death Row Records. Søndag nat optrådte han til det prestigefyldte Super Bowl Halftime Show sammen med Dr. Dre, Eminem, Kendrick Lamar, Mary J. Blige og 50 Cent.

American Song Contest får premiere den 21 marts på NBC og løber over otte uger indtil den 9. maj, hvor finalen vil finde sted.

ANNONCE