GAFFA.dk – alt om musik
Penge fra støttepulje bliver konverteret til nyt lydanlæg og scenelamper til spillestedet Kedelhuset.
Kedelhuset i Silkeborg får med penge fra NORLYS vækstpulje og Omstillingspuljen under Danmarks Erhversfremmebestyrelse mulighed for at opgradere deres lydanlæg og scenelamper til branchens bedste modeller.
NORLYS vækstpulje har støttet projektet med 250.000 kr.
Omstillingspuljen har støttet med 486.000 kr.
Norlys er en andelsejet energi- og telekoncern.
Pengene fra Omstillingspuljen kommer fra en økonomisk pulje, som staten oprettede sidste år til corona-ramte virksomheder, hvor betingelsen for at modtage støtte blandt andet omhandler, at man skal være klar til at omstille sig til nye vilkår.
Støtten og det nye udstyr er til stor glæde for spillestedsleder Johannes Konstantin Neergaard:
”Som spillested i en by med så stærk vækst som Silkeborgs har Kedelhuset ansvar for at præsentere livekoncerter i hele spektret fra frokostjazz til de store rock- og popnavne. Derfor skal de tekniske rammer simpelthen være toptunede – og det bliver de nu. Vi må erkende, at tiden var løbet fra både højttalere og scenelys, hvis vi fortsat skal være relevante for et kræsent publikum og kunne konkurrere med spillesteder i andre byer på Silkeborgs størrelse.”
Udover at spillestedet fremover ikke behøver at leje grej ind til koncerter, er der en anden fordel ved det nye udstyr. Der er tale om en stor besparelse på CO2-udledningen, idet LED-lamper bruger markant mindre strøm end de nuværende.
LÆS OGSÅ: MÅNEDENS SPILLESTED: Kedelhuset – moderne musik i historiske industribygninger