GAFFA.dk – alt om musik
Det er ikke en holdbar løsning at udelukke podcasteren Joe Rogan (billedet) fra Spotify, fordi han har brugt racistiske udtryk.
Sådan lyder beskeden fra Daniel Ek, administrerende direktør i Spotify, i et brev til sine ansatte, hvor han dog fordømmer, hvad Rogan har sagt.
- Jeg vil gøre en ting meget klart. Jeg mener ikke, at svaret er at lukke munden på Joe.
- Vi bør have klare linjer omkring indhold og skride til handling, når de er overskredet. Men at fjerne stemmer er et stort skråplan, skriver han i brevet.
Lørdag undskyldte den amerikanske podcaster Joe Rogan, som står bag en af de mest populære podcast på Spotify, for at have brugt n-ordet i flere episoder af sin podcast.
Han kalder det "skamfuldt", efter at en video, hvor han bruger ordet flere gange, blev delt hyppigt. Rogan siger, at han brugte ordet i særlige situationer.
- Jeg brugte det aldrig for at være racist, for jeg er ikke racist, siger Rogan.
Flere episoder, hvor han bruger ordet, er blevet fjernet fra Spotify.
Spotify-chef Daniel Ek bakker i brevet op om Rogans beslutning om at fjerne tidligere episoder fra platformen.
Men han understreger, at selv om Spotify har eksklusive rettigheder til podcasten, har man ikke udgiveransvar.
Spotify har brugt 100 millioner dollar - godt 650 millioner kroner - på at få rettighederne til Joe Rogans podcast, som har op mod 11 millioner lyttere per episode.
Sagen om Joe Rogans brug af n-ordet kommer oveni en anden kontrovers, der involverer podcasteren.
Han har i flere episoder sagt, at han ikke mener, at unge raske personer bør få en vaccine mod coronavirus. Det skabte så meget debat i USA, at flere førende eksperter gik i rette med ham.
Og det har ført til, at Spotify har varslet, at der kommer nye tiltag, som skal guide lyttere til mere information om coronavirus.
Det har også ført til, at musiklegender som Neil Young og Joni Mitchell har bedt om at få fjernet deres sange fra platformen i protest mod Rogan.
Spotify-aktierne tog torsdag et stort dyk midt under kontroverserne om Joe Rogan.
/ritzau/AFP
LÆS OGSÅ: Kritikken mod Spotify kaldes "Sovjet-lignende censur" af musiker