GAFFA.dk - alt om musik
”Only 19” er bandets anden single fra deres kommende debutalbum Wonderlost, der udgives engang i efteråret via Celebration Records. Se videoen nedenfor.
I 2020 smed Little Winter den første single fra deres kommende skive ”Julia”. En storladen sjæler, med klare referencer tilbage til 60’er-bands såsom Beach Boys og det tidlige Beatles. Nu her står de klar med ”Only 19”, et nummer der tydeligt er influeret af de senere års indie-pop-tendenser.
Kvintetten byder i denne omgang på en single, der grundlæggende er meget opstemt og frisk. Med en lækker basgang, solid vokallevering og iskolde synthesizere, der i høj grad minder om dem, man kan høre på Gus Dappertons indie-hit ”Prune, You Talk Funny”, indkapsler bandet en vis ungdommelighed.
Ser vi så til den historie, som teksten såvel som musikvideoen fortæller, giver den her fornemmelse også god mening, da vi her får portrætteret et teenageforhold med kontrasterende dynamikker. Hvor den ene er en festabe og energibombe, er den anden mere afdæmpet, og hvorvidt man skal sidde hjemme og snakke eller ud og fyre den, kan de to ikke helt enes om.
Det bliver spændende at se, hvad kvintettens fuldendte projekt munder ud i. Indtil videre står vi med to singler, der viser Little Winter som et band, der kan byde på lidt af hvert.
LÆS OGSÅ: VIDEO: Hugorm udgiver sang til Frank Hvam-serien "Make badminton great again"
Se videoen til "Only 19":