Nyhed

VIDEO: Father John Misty illustrerer en manuskriptforfatters feberdrøm

GAFFA.dk – alt om musik

Med singlen ”Q4” udvider Misty paletten på sit næste album

Indtil videre har alt peget i retning af, at Father John Mistys kommende album Chloë and the Next 20th Century, kommer til at være en noget anden affære, end hvad han hidtil har serveret. Lige fra de kryptiske småvideoer, flexi-disc annonceringen af albummet, til videoen for første single ”Funny Girl”, så er der noget andet på spil.

Hvor ”Funny Girl” var dette spøjse portræt af en uskyldig kvindelig performer, med et musikalsk bagtæppe, der mest af alt trækker på midten af det 20. århundredes croonermusik, så er ”Q4” mere i stil med, hvad man kender Misty for. Instrumenteringen er stadigt tætpakket med alt fra strygere og klokkespil til piano, diverse slagtøj og guitar, men er arrangeret mere muntert og livligt. Her lyder det til, at Misty har ladet sig inspirere af midt-60’ernes pianorock. Lyrisk portrætterer Misty en kvinden Simone, hvis karriere i underholdningsbranchen er endt som en slags bagsidefoder.


Ser vi musikvideoen, er det én lang introduktionssekvens, der mest af alt minder én om åbningskrediteringen i en Wes Anderson-film. Et nummer og en video, der videre understreger og udfolder det spøjse fokus, Misty har på Amerikas forbigangne underholdningsguldalder.

Det tyder på, at Father John Misty brygger på en ambitiøs udgivelse. Chloë and the Next 20th Century er ude 8. april 2022.

Læs også GAFFA’s begejstrede anmeldelse af Gods Favorite Customer.


ANNONCE