Nyhed

Ankerstjerne klar med ny sæson af podcasten Ildsjæl

GAFFA.dk – alt om musik

Ankerstjerne taler med blandt andre Andreas Odbjerg og Medina om deres store passion

Lars Ankerstjerne er ud over at være sanger, rapper, sangskriver, producer og tidligere X Factor-dommer også podcastvært. I 2020 startede han podcastserien Ildsjæl, hvor han i samtaler med kendte danskere får indsigt i netop den passion, der driver dem. Hvordan går man fra blot at have en gnist til at få ild i noget, til måske en dag at skabe et helt flammehav af succeser og realiserede drømme? Og hvordan tackler man de perioder, hvor ilden er ved at brænde ud?

At få succes med sine drømme er nemlig ikke en lige vej, og som nogle af programseriens første gæster, heriblandt Morten Resen, Malte Ebert og Neel Rønholt fortalte, kræver det en konstant og uudtømmelig passion at blive ved trods nederlag.


Nu er Ildsjæl sæson 2 ude i et videreudviklet format, der henter greb fra både talkshow- og podcast-verdenen, og som er til for at underholde og inspirere lytteren til at følge drømmene. I sæson to, hvor første afsnit udkommer i dag, vil Lars Ankerstjerne invitere endnu et hold af spændende mennesker og ildsjæle op i træhytten til at fortælle deres historier. Blandt gæsterne er Pilfinger, Burhan G, Andreas Odbjerg, Christian Fuhlendorff og Medina. Denne gang skal vi ikke kun høre historierne, men også se Ankerstjerne og gæsterne grine, græde og inspirere i hyggelige omgivelser. Medvært på sæson 2 er komponist og producer Ole Bjørn, som nogle husker fra bandet Duné.

I premieren på sæson 2 er gæsten den multi-platin-sælgende, prisvindende producer, artist og manager Pilfinger. Du kender ham fra Djämes Braun og fra hans arbejde med en bred palette af artister, fra Johnson, TopGunn og Tessa – og nu hele vejen til Amerikanske DaBaby og Lil Wayne.

GAFFA er i øvrigt samarbejdspartner for Ildsjæl, og vi håber, at den vil blive taget godt imod af vores læsere.


Du finder podcasten her – og kan i øvrigt se videoklip fra showet på Ildsjæls YouTube-kanal.

Se en teaser nedenfor:


ANNONCE