Nyhed

Flere ministre deltager på coronapressemøde i dag

GAFFA.dk – alt om musik

Onsdag klokken 18 er der pressemøde med status på corona. Her deltager både sundheds- og kulturministeren.
 

Hele onsdagen har der været historier om coronarestriktionernes snarlige udløb, og nu er der også tidspunkt for, hvornår der kan komme en udmelding.

Onsdag klokken 18 holder Sundhedsministeriet pressemøde om den aktuelle status for covid-19. Det oplyser ministeriet.

Her deltager sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Han får følgeskab af Ane Halsboe-Jørgensen (S), der er kulturminister.


Netop kulturområdet er et af dem, der har været fokus på de seneste dage, da der gælder flere restriktioner for at bremse coronasmitten.

De står dog til snart at udløbe - natten til søndag - hvis ikke Folketingets Epidemiudvalg forlænger dem. Udvalget mødes klokken 15.15 umiddelbart inden pressemødet.

Forud for mødet i udvalget har Epidemikommissionen, der rådgiver regeringen og Folketinget, anbefalet, at restriktionerne lempes på flere områder.


Blandt andet lægges der op til, at biografer, koncertsteder, teatre og kulturhuse kan genåbne i et vist omfang. Det vil imidlertid være med krav om coronapas, mundbind og deltagerbegrænsning.

Omvendt er det anbefalingen, at nattelivet fortsat skal være lukket. Og at serveringssteder fortsat skal stoppe for udskænkning af alkohol klokken 22 og lukke klokken 23.

Et generelt forbud om salg af alkohol fra klokken 22 til 5 bør også stadig gælde, hvis det står til kommissionen. Restriktionerne har været gældende siden 19. december.


Om kommissionens anbefalinger følges, er en politisk beslutning, der træffes af Folketingets Epidemiudvalg. Statsminister Mette Frederiksen (S) siger dog til TV 2, at regeringen lægger op til at følge eksperternes indstilling.

- Vi har tænkt os at følge indstillingerne, og vi er fuldt ud opmærksom på, at det er svært for store dele af dansk kunst- og kulturliv at have de her restriktioner, som har været gældende i en periode. Og det håber vi på opbakning fra Folketinget til, siger hun til TV 2.

/ritzau/


LÆS OGSÅ: Spillesteder spår aflysninger trods mulige lempelser

ANNONCE