Nyhed

Her er de mest solgte og streamede plader i England i 2021

GAFFA.dk – alt om musik

Adele topper listen foran Ed Sheeran og ABBA

En artikel fra britiske NME fortæller, at vores musikforbrug har været støt stigende de sidste syv år og især under lockdown. I 2021’s England er det, ifølge BPI (British Phonographic Industry), steget med 2,5 procent til et forbrug på 159 millioner albumenheder, på tværs af både streams og fysiske køb. 83 procent af det består af streams, og vinylplader står for en fjerdedel af det fysiske salg. De 83 procent udgør omkring 149 milliarder individuelle streams, svarende til cirka 132 millioner albumenheder, hvilket er 5,7 procent mere end i 2020.

Englands mest solgte plader i 2021 på tværs af platforme er:


  1. Adele – 30
  2. Ed Sheeran – =
  3. ABBA – Voyage
  4. Olivia Rodrigo – Sour
  5. Queen – Greatest Hits
  6. Dua Lipa – Future Nostalgia
  7. Ed Sheeran – ÷
  8. Elton John – Diamonds
  9. Fleetwood Mac – 50 Years: Don’t Stop
  10. Dave – We’re All Alone In This Together

Listen indeholder flere ældre plader. Queens Greatest Hits er helt tilbage fra 1981, mens Dua Lipas Future Nostalgia er fra 2020, Ed Sheerans ÷ og Elton Johns opsamling Diamonds er begge fra 2017, og Fleetwood Macs opsamling 50 Years er fra 2018.

Ydermere er der sket en stigning i antallet af nye kunstnere, der tjener rimelige penge på deres streams, og næsten 2000 nye kunstnere fik over 10 millioner streams i 2021 i England alene. Selvom vinylsalget er på sit højeste de sidste 30 år, bliver der stadig solgt næsten tre gange så mange cd’er i England som vinyler – 14 millioner cd’er mod 5,3 millioner vinyler og desuden 185.000 kassettebånd – i Danmark overhalede vinylsalget cd-salget allerede i 2017. Ifølge artiklen fra NME tilskrives stigningen i vores musikforbrug både en øget investering i marketing fra pladeselskaber og coronaisolationens ændrede lyttevaner, hvor der har været begrænsninger på at høre livemusik.

LÆS OGSÅ: ADELE-ANMELDELSE: Ikke verdensmester i sangskrivning, men stadig en helt formidabel sanger


 

ANNONCE