Nyhed

Ikonisk punk-poet kommer til Danmark

GAFFA.dk - Alt om musik

Den ikoniske punk-poet John Cooper Clarke kommer til Hotel Cecil den 25. maj

En af Storbritanniens mest legendariske poeter og et sandt punkikon kommer til Danmark i foråret og fortæller om et liv i overhalingsbanen med både røverhistorier og poesi til et spoken word-show.

Clarkes karriere tog fart op igennem 70’erne, da han trådte frem under navnet The Invisible Girls med musik fra Peter Shelley fra Buzzcocks samt Vini Reilly fra The Durutti Column og legendariske Martin Hannett.

Clarke fik etableret sig som en væsentlig figur på punkscenen og varmede op for navne som Joy Division, New Order, Duran Duran og The Clash. Han er siden blevet hyldet af andre store kunstnere gennem tiden som Paul McCartney, Nick Cave, Peter Hook og Alex Turner, der lovpriser ham med en fortolkning af hans digt ”I Wanna Be Yours” på Arctic Monkeys storhittende plade AM fra 2013.

Den britiske ordekvilibrist debuterede i 1978 med pladen Óu est la maison de fromage?, som består af en blanding af liveoptagelser og demoer. Han udgav sin første digtsamling i starten af 1980’erne: ”10 Years in An Open Necked Shirt” fra 1983 og siden ”The Luckiest Guy Alive” fra 2018, samt en væld af albums.

Clarke kommer til Hotel Cecil i forbindelse med udgivelsen af sin selvbiografi I Wanna Be Yours, opkaldt efter hans førnævnte berømte digt: et tilbageblik på hans vilde ungdom i Manchester, hans kamp med stofmisbrug og berømmelse i punkmiljøet samt hvor han er i dag. Der er altså mulighed for et enestående indblik i den britiske punkkultur i 80’erne med en af kulturens vigtigste karakterer.

Billetter kan købes her.

LÆS OGSÅ: Morsom sjæl mixer Bidens tale med Alex Turner fra Arctic Monkeys

ANNONCE