Nyhed

Jailbreak – nyt, stort heavy-event i Jylland

GAFFA.dk – alt om musik

Oplev blandt andre Accept, Sabaton og Jesper Binzer i Fængslet i Horsens

Et nyt, stort dansk event for hardrock og heavy metal ser dagens lys til sommer. Jailbreak er navnet, og festivalen finder sted i og ved Fængslet, det tidligere statsfængsel i Horsens lørdag den 13. august.

Svenske Sabaton, tyske Accept (billedet), danske Jesper Binzer, finske Steven'n'Seagulls (der spiller coverversioner af hardrock- og metalklassikere i bluegrass-udgaver) og danske Electric Guitars er de første offentliggjorte navne, og flere følger.

”Jailbreak genindfører pigtråd i Fængslet i Horsens ved at bringe store rock- og metalnavne til moderlandet og samle alle os, der er vilde med den hårde musik. Der mangler simpelthen et stort event i Jylland, der hylder og prioriterer heavyrocken,” siger Jens Karlsson, projektleder for Jailbreak.

Musikken bliver spillet på to scener – en stor hovedscene midt i fængselsgården samt en mindre indendørs scene. Jailbreak vil det første år være et heldags-event med mulighed for overnatning.

Det tidligere Horsens Statsfængsel lukkede i 2006 efter mere end 150 år med fængselsdrift og genåbnede i 2012 som oplevelsesvirksomheden Fænglset, der både rummer fængselsmuseum, overnatning, store koncerter, kunst- og kulturfestivaler, iværksætteri, erhvervskonferencer og et spisehus.

Claus Visbye, direktør og programansvarlig for kulturnetværket Horsens & Friends, udtaler:

”Horsens har haft en stolt tradition for den hårde musik. Det er en by, der er opstået omkring den tunge industri, og som er kendt for det hårde liv i både fængslet og i byen generelt i gamle dage. Jailbreak er sammensmeltningen af alt det gode, der er sket i Horsens igennem de seneste mange år, og vi glæder os til at fejre den hårde musik i disse fantastiske historiske rammer med et stort tilbagevendende event, der dyrker fællesskabet.”

Billetsalget starter på mandag 31. januar kl. 10.00 via ticketmaster.dk

LÆS OGSÅ: Mette Frederiksen: Til sommer kan vi kramme og gå på festival

Varm op med Accepts "Teutonic Terror":

ANNONCE