Nyhed

Joni Mitchell slutter sig til boykot af Spotify

GAFFA.dk – alt om musik

Uansvarlige mennesker spreder løgne, som koster folk livet, siger canadisk sanger om omstridt podcast.
 

Joni Mitchell, der hører til en af det sidste halve århundredes store musikere og sangskrivere, har lørdag meddelt, at hun stiller sig solidarisk med sin kollega Neil Young. Hun kræver som ham al sin musik fjernet fra musiktjenesten Spotify.

De to canadiere er vrede over, at Spotify, der er hjemmehørende i Sverige, spreder falske oplysninger om covid-19.

- Uansvarlige mennesker spreder løgne, som koster folk livet, skriver hun på sin hjemmeside ifølge nyhedsbureauet dpa.


Hendes mest kendte sang er "Big Yellow Taxi", og hendes album Blue hører ifølge New York Times til et af de 25 mest legendariske i det 20. århundrede.

Det er uvist, hvor stort gennemslag, de to kunstnere får. Men ifølge avisen The Independent reagerer et stort antal Spotify-brugere ved at fjerne tjenestens app.

Onsdag skrev Neil Young på sin hjemmeside, at han og podcasteren Joe Rogan ikke høre til samme sted. Spotify har ifølge rapporter sikret sig eksklusiv ret til Rogans podcast, der har stor udbredelse i USA, for 100 millioner dollar.


Young beskylder Rogan for at agitere for, at yngre personer ikke skal lade sig vaccinere mod covid-19. Men også at hans podcast anbefaler ikke godkendte behandlinger af sygdommen og udspreder konspirationsteorier.

- Løgne bliver solgt for penge, skrev Young onsdag. Hans musik er blevet streamet flere hundrede millioner gange på Spotify.

- De kan have Rogan eller Young, ikke begge på samme tid, slog han fast.


Spotify har valgt side og beholder Rogan og hans podcast, der er populær blandt mange højreorienterede i USA.

Hans podcast Joe Rogan Experience lyttes af 200 millioner mennesker hver måned, skriver BBC. Selv afviser Rogan, at han er en vaccinebekæmper.

For Spotify er han et større aktiv end Young, hvis det handler om de penge, musiktjenesten kan tjene på dem hver især.


/ritzau/

LÆS OGSÅ: Neil Young forsvinder fra Spotify efter kritik af podcastvært

ANNONCE