Nyhed

Sangerinden bag 1960'er-hittet Be My Baby er død

GAFFA.dk – alt om musik

Ronnie Spector er død. Hun dannede i 1960'erne The Ronettes, som blev en af årtiets mest populære popgrupper.
 

Ronnie Spector, der i 1960'erne havde hittet "Be My Baby" med pigegruppen The Ronettes, er død. Hun blev 78 år.

Det oplyser hendes familie, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Vores elskede jordiske engel, Ronnie, forlod denne verden fredeligt i dag efter en kort tids kamp med kræft, skriver familien i en udtalelse.


- Ronnie levede sit liv med et glimt i øjet, en livlig indstilling, en særlig form for humor og et smil på læben.

Hun blev født som Veronica Greenfield i Harlem i New York City i 1943 af en sort mor og en far af irsk afstamning.

Ronnie dannede det band, som blev til The Ronettes, sammen med sin søster Estelle og kusinen Nedra Talley.


Med kraftig makeup, håret sat højt op og korte kjoler havde trioen en forførende kant, som var med til at sikre gruppen global berømmelse, skriver AFP.

I begyndelsen af 1960'erne havde The Ronettes en stribe hits som "Baby, I Love You", "The Best Part of Breakin' Up" samt tophittet "Be My Baby", der i 1999 blev valgt ind Grammy Hall of Fame.

Den ikoniske sang kendes blandt andet fra filmen "Dirty Dancing" fra 1987, og instruktøren Martin Scorsese brugte den også som åbningsnummeret i filmen "Mean Streets" i 1973.


Sammen med The Supremes blev The Ronettes et af de mest tidstypiske bands for 1960'erne og den eneste pigegruppe, som turnerede med The Beatles.

Da bandet i 2007 blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame genkaldte Keith Richards fra The Rolling Stones sig en koncert sammen med The Ronettes.

- De rørte mit hjerte lige på stedet, og de rører det stadig, sagde guitaristen.


I en alder af 25 år blev Ronnie i 1968 gift med den berygtede producer Phil Spector. Parret blev skilt i 1974.

Både under og efter ægteskabet fortalte Ronnie Spector om, hvordan hun havde været udsat for vold fra Phil Spector, som i 2009 blev fængslet for drab.

- Som jeg har sagt mange gange, mens han var i live, så var han en fremragende producer, men en modbydelig ægtemand, sagde hun ifølge avisen The New York Post, efter at Phil Spector i 2021 døde i fængsel.


/ritzau/

LÆS OGSÅ: Producerlegenden Phil Spector er død

GAFFA tilføjer: I 2005 medvirkede i øvrigt Ronnie Spector på The Raveonettes' sang "Ode to LA". Bandets sanger, guitarist og sangskriver Sune Rose Wagner er stor fan af The Ronettes, og gruppens navn er også en hyldest til dem. Hør "Ode to LA" og "Be My Baby" nedenfor.


ANNONCE