GAFFA.dk – alt om musik
De Radikales kulturordfører mener, at regeringen svigter kulturen.
På Facebook skriver kulturordføreren fra regeringens støtteparti, Zenia Stampe (R), at hun ikke begriber, at "regeringen fortsætter med at behandle kulturen med så stor ignorance og inkompetence".
Stampe henviser til de coronarestriktioner, som i øjeblikket holder eksempelvis biografer, teatre og museer lukket.
Hun forstår ikke, at regeringen endnu ikke har meldt ud, om kulturlivet kan åbne i næste uge. Efter planen udløber restriktionerne i denne uge.
- Jeg forstår ikke, hvordan vi kan stå her igen. I december blev kulturlivet lukket i fire uger frem til den 16. januar.
- Men her en uge før fristens udløb ved kulturlivet endnu ikke, om de skal slå dørene op på mandag, eller om de fortsat skal holde lukket. Og de har intet hørt fra regeringen og kulturministeren. Intet, skriver Stampe.
- Teatrene aner ikke, om de skal fortsætte prøver med henblik på at være klar til at spille mandag - for så måske bare at blive lukket ned igen med få dages varsel? Og hvad hvis de og spillestederne rent faktisk får lov at åbne, kan de så overhovedet nå at sælge billetter nok? Og hvad med museerne og biograferne?, skriver Stampe.
Hun mener, at regeringen må komme på banen og snart melde ud.
- Vi kulturordførere er indkaldt til møde på fredag den 14. januar. Altså to dage før fristens udløb. Det er alt for sent til at skabe den nødvendige vished for kulturlivet.
- Jeg er oprigtigt overrasket over, at regeringen fortsætter med at behandle kulturen med så stor ignorance og inkompetence, skriver Stampe.
Kulturlivet har været meget diskuteret den seneste tid. En stribe partier, både fra rød og blå blok, har allerede ytret, at kulturlivet står først, når der skal lempes.
/ritzau/
LÆS OGSÅ: Belgisk domstol beordrer teatre og kultursteder genåbnet