Nyhed

Danske eee gees musik får liv i verdenskendt computerspil

Sangen "Contraband" er blevet oversat til 'simlish'

Det er kun lidt over et år siden at Emma Grankvist, under kunstnernavnet eee gee, debuterede med sin første single, "Favourite Lover", og siden hen er det gået stærkt for den danske musiker. Fem radio singler, en optræden på Roskilde Festival og det anmelderroste debut album ‘Winning’ senere, er det ikke længere kun danskerne der begynder at få øjnene op for den fremadstormende sangerinde.

Nu har det verdenskendte computerspil, The Sims 4, nemlig rakt ud efter eee gee, og sangen "Contraband" som udkom i januar i år. Danske eee gee fik nemlig i foråret til opgave af spilgiganten EA games, at genindspille "Contraband" – eller "Cootrayblin", som den er oversat til – på Simlish (sproget simmerne taler i Sims), så sangen kunne komme med i den nye expansion pack ‘High School’ der udkommer idag. 

Emma Grankvist har selv spillet The Sims da hun var barn, så foruden eksponeringen på den store platform, er det også en stor ting for eee gee personligt.

– Det er for vanvittigt det her. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig et scenarie, hvor man i the freaking Sims vil kunne gå ind, trykke på anlægget og så høre min musik?! Det er et ret absurd scenarie, men jeg er helt på månen over det. En målsætning, som måske ikke lige stod i min 5 års plan fordi jeg slet ikke havde tænkt scenariet, men som unægteligt føles som en stor milepæl i min karriere. Det er jo virkelig stort, fortæller Emma Grankvist i en pressemeddelelse. 

The Sims har eksisteret siden 2001, og er stadig i dag et yderst populært computerspil, med over 20 millioner månedlige spillere. Der er indtil nu 4 udgaver af det verdenskendte simulationsspil, der går ud på at skabe en god hverdag for sin simmer præcis som vi kender det fra den virkelige verden. Lav din simmer, og sørg for at den går på arbejde, tjener penge, har et godt sted at bo, ordner de huslige pligter, skaber relationer, får en familie, dyrker sine hobbyer og så forfra igen.

Og ligesom vi i den virkelige verden har en artist som eee gee, som vi kan gå ind på diverse tjenester og lytte til, så bliver det nu altså også muligt for din simmer at trykke på anlægget, gå ind under genren ‘Alternative’ og høre eee gee med "Contraband". 

Se den sjove lille "musikvideo" til den nye version af "Cootrayblin", hvor Emma Grankvist som simmer danser til sangen, og hvor man desuden kan se den simliske oversættelse. 

ANNONCE