Nyhed

Death Coast Festival har det første navn klar til 2023

Arrangørerne er allerede i gang med at planlægge næste års festival. Hollandske Asphyx er første navn på plakaten.

De sidste gæster har knapt forladt Esbjerg, før arrangørerne nu kan melde ud, at Death Coast Festival kommer tilbage næste år. Glade gæster, et spændende program og et godt samarbejde med Tobakken i Esbjerg og byens erhvervsliv gjorde det nemt for arrangørerne at kaste sig ud i at planlægge endnu en weekend med ekstrem metal på "den jyske dødskyst".

”Vi har fået en masse ros og endnu mere konstruktiv feedback fra gæsterne i år til, hvordan vi kan gøre festivalen bedre,” udtaler René Blavnsfeldt, der er talsperson for festivalen.

Allerede nu har en stor del af gæsterne købt billetter til næste års festival - og dette inden der er blevet offentliggjort et eneste bandnavn.


“Vi er glædeligt overraskede over, at vi allerede har solgt en del billetter i hele landet, før vi har meldt andet end datoerne for næste års festival ud,” fortæller René Blavnsfeldt  

Første navn er klar 

Plakat fra 1991/92, hvor Asphyx spillede i Esbjerg første gang.
Plakat fra 1991/92, hvor Asphyx spillede i Esbjerg første gang.


Næste års festival bliver afholdt den 2.-3. juni 2023 på spillestedet Tobakken i Esbjerg. Første navn på plakaten er hollandske Asphyx.

Asphyx var ét af de bands, der spillede i Esbjerg i start-90’erne, og som var med til at cementere Esbjergs daværende status som Danmarks metalhovedstad. Nu indtager de byen igen og skal være med til at bringe metalmusik tilbage til byen. Denne gang på Tobakkens store scene under Death Coast Festival.

Bandet udgav deres debutalbum The Rack i 1991 og har sidenhen udgivet ti album, hvor det sidste, Necroceros udkom i januar 2021 og fik flotte anmeldelser.


Billetter til Death Coast Festival 2023 kan købes her. 

ANNONCE