Nyhed

Hovednavn på årets Smukfest aflyser

Limp Bizkit aflyser europæisk turné og optræden på Smukfest

Der er formentligt mange der har set frem til at opleve det ikoniske band Limp Bizkit på årets Smukfest i Skanderborg. Men nu er der dårligt nyt. 

Det verdenskendte band har nemlig valgt at udsætte hele sin europæiske turné på grund af sygdom, og det går samtidig udover deres optræden på Smukfest den 3. august. 

Det fremgår af meddelelser fra både bandet og den danske festival.

På bandets hjemmeside står der, at turneen er udskudt, fordi forsanger Fred Durst er blevet rådet til det af sin læge. Det fremgår ikke, hvad han fejler.

Smukfest skriver både på Facebook og deres hjemmeside, at de arbejder på at finde en erstatning. Fra Smukfests booker, Mikkel Xavier, lyder det først og fremmest, at der altid er en risiko for aflysninger i sidste øjeblik, når man afholder festival. 

- At sammenligne andre med Fred Durst og co. er svært. Alligevel arbejder vi benhårdt på at give muligheden til et band, der kan udfylde pladsen, men mere kan jeg ikke sige lige nu, lyder det fra Mikkel Xavier. 

Limp Bizkit skulle have spillet onsdag 3. august klokken 23.45 på Stjernescenen, som er festivalens næststørste scene.

Der har også været stor usikkerhed om, at et andet af de helt store navne på årets Smukfest-plakat aflyser, nemlig Justin Bieber.

Han meddelte tidligere på sommeren, at han var i lægebehandling for lidelsen Ramsay Hunts-syndrom, som har gjort Bieber lam i den ene side af ansigtet. 

Det tvang ham til at aflyse en stribe koncerter, hvilket det gjorde mange festivalgængere nervøse for, om den canadiske stjerne også måtte droppe sit besøg i Skanderborg. Men Smukfest regner fortsat med, at Justin Bieber kommer. Det sagde talsmand for festival Søren Eskildsen til Ekstra Bladet i sidste uge.

"Vi ser selvfølgelig frem til, at han (Bieber, red.) kommer. Så længe vi ikke har hørt noget om en aflysning, så har han jo ikke aflyst," sagde Eksildsen til mediet.

Smukfest har både en plan B og C, hvis Justin Bieber aflyser. Men hvilke kunstnere der er tale om, vil talsmanden ikke afsløre, skriver Ekstra Bladet.

ANNONCE