Det gik ikke helt som planlagt, da U2-stjernen ringede direkte fra scenen til den nu afdøde politiker
I går (19. juni) landede nyheden om den navnkundige Vestre-politiker og tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens død. Ellemann-Jensen blev 80 år og huskes især for sin selvsikre attitude og skarpe replikker i sin politiske storhedstid op gennem 1980'erne og 90'erne.
Det talent fik U2-stjernen Bono dog aldrig lov at opleve, selvom han ringede hjem til Ellemann-Jensen - direkte fra scenen under U2s koncert på Gentofte Stadion i sommeren '93. Bono - eller rettere: hans diabolske alter ego McPhisto - fik nemlig ikke fat i Venstreformanden, men derimod hans intetanende hustru, Alice Vestergaard.
Men hvordan opstod den barokke situation overhovedet? Dagbladet Politikens anmelder Erik Jensen befandt sig i VIP-området på Gentofte Stadion den aften i '93, hvor det irske rockband skulle give koncert under deres stort anlagte Zoo TV-turné i kølvandet på albummet Achtung Baby og husker både optrinnet på scenen, og hvordan det kom i stand.
- Inden koncerten kom der en repræsentant for DKB (koncertarrangøren, red.) ud i presseområdet og forklarede, at Bono gerne ville have fat i en markant, dansk politiker. Det skulle ikke være hvem som helst, men en vigtig politiker, husker Jensen og fortsætter:
- Uffe Ellemann kom hurtigt på tale, eftersom han også beskæftigede sig med det internationale stof, som Bono angiveligt gerne ville tale med ham om. Det var et fast indslag på turnéen, at Bono ringede til en udvalgt politiker under koncerten og overraskede vedkommende, mens det hele blev smasket ud over hele stadion gennem anlægget. En af de tilstedeværende i VIP- og presseområdet havde Uffe Ellemann-Jensens telefonnummer, og det blev så viderebragt til U2.
- Siden gik koncerten i gang som planlagt, og ganske rigtigt: Midt i det hele ringede Bono hjem til Uffe i Gentofte og fik fat i hans hustru, Alice. Det var helt tydeligt, at hun ikke anede, hvad der foregik - eller hvem Bono var - så hun var meget forvirret, og det blev en meget kort samtale. Jeg kan ikke huske, nøjagtig, hvad der blev sagt. Men det var et sjovt stunt, som endte med ikke at være så sjovt, fordi Uffe ikke var hjemme.
Jensen husker som sagt ikke den eksakte ordveksling. Den er til gengæld gengivet i kollegaen Mads Kastrups anmeldelse af koncerten, som blev bragt i Berlingske Tidende dagen efter og beskrev det pinefulde optrin således:
"Figuren Macphisto folder sig ud med læspende stemme og erklærer, at han 'elsker rock'n'roll.' 'Elsker sammenhold og at være sammen'. 'Ligesom i EF,' siger han. Han har tilmed 'en god ven' i Danmark, der 'hedder Uffemand'. Publikum jubler. 'Skal jeg ringe til Uffemand?' spørger han og griber en sølvfarvet mobiltelefon. Begejstringen er optimal. 32.000 er totalt stumme, da Bono trykker nummeret, og ventetonen lyder ud gennem de 20 meter høje højttaler-søjler," skrev Kastrup dengang i '93.
Trods det akavede antiklimaks midtvejs husker Jensen koncerten som "superfed".
- Det var U2 på toppen af karrieren, hvor de forsøgte at gøre sig fri af deres ry som det her lidt prædikende, humanistiske band fra Irland, husker Jensen og uddyber:
- De forsøgte at lege med nogle nye identiteter, som kunne gøre dem lidt farligere – med McPhisto-figuren, Bono i guldlamé-jakkesæt og en mere diabolsk fremtoning end hidtil. Og selvfølgelig stadigvæk med en politisk dagsorden, for opkaldet til politikerne handlede jo om at holde dem ansvarlige for verdens skæve gang. Det lykkedes så ikke lige den aften i København i 1993.
