Popsangeren blev kåret til den mest spillede kunstner i dansk radio og åbnede Orange - på én og samme dag.
Vi er nærmest blevet vant til det. De optrædende på de største scener er oftest mænd, og i radioen bliver mandlige kunsterne spillet mere end de kvindelige. Eller sådan har det været. Lige indtil i går.
For onsdag kom den årlige Gramex-undersøgelse, der viste, at dette års mest radiospillede kunstner er Drew Sycamore. Det er første gang siden 2014, at en kvindelig musiker bliver nummer 1.
Dette skete på en dag, hvor Drew Sycamore i forvejen brød med konventioner, da hun som første danske kvinde i 37 år åbnede Orange Scene på Roskilde Festival. En koncert, der udløste fem stjerner fra GAFFAs anmelder med ordene: “En popstjerne af tiden spillede drømmene tilbage”. Læs anmeldelsen her.
Vi tør godt at sige, at i går må have været en ret vild dag for Drew Sycamore.
Foruden Sycamore var også Jada og Ericka Jane at finde på top ti over mest spillede kunstnere i radioen. Derudover er tre af de mest spillede sange i radioen af kvindelige kunsterne, hvoraf to af sangene er Drew Sycamores “45 Fahrenheit Girl” og “I Wanna Be Dancing”. Den sidste sang er Ericka Janes “I Say Stupid Things”.
Sidst en kvinde var nummer et på listen over mest spillede danske hovedartister, var det Medina i 2014. Sidst en dansk kvinde åbnede Orange var i 1985, hvor Anne Linnet og bandet Marquis de Sade stod på den berømte scene.