Den amerikanske rapper og sanger donerer pengene fra sin kommende tour til Planned Parenthood og Abortion Rights
Der var mange, der med rædsel så til, da USA’s Højesteret i fredags omstødte “Roe v. Wade”-dom, der siden 1973 har sikret retten til fri abort i hele USA. Nu er det de enkelte delstater, der skal beslutte, om de vil tillade abort, og en række stater især i det sydlige USA har planer om at indføre begrænsninger i adgangen til abort eller helt forbyde det.
Flere musikere har siden afgørelsen været ude og fordømme beslutningen - heriblandt den amerikanske rapper og sanger Lizzo, der samtidig tager sagen i egen hånd.
”Jeg lover at give 500.000 USD fra min kommende turné til Planned Parenthood and Abort Rights. Live Nation (international koncertarrangør, red.) gik med til at matche – for at gøre det til 1 MILLION dollars” skrev Lizzo på sine sociale medier i fredags.
Pengene vil gå til de to organisationer Planned ParentHood og Abortions Rights, der begge kæmper for fri abort og kvinders rettigheder i USA.