JBL er nu klar med et helt trådløst headset, der er der første fra producenten med en teknologi, der lover brugertilpasset lyd
De fleste headset har begrænsede muligheder for tilpasning, ikke mindst når det kommer til lydoplevelsen. Men nu kommer JBL med deres JBL Tune Flex, et in-ear-headset, der er det første fra producenten med deres nye "Sound Fit"-teknologi.
I en pressemeddelelse lover JBL, at headsettet har to helt forskellige måder at lytte på. Dels kan det bruges med et åbent design, der gør, at brugeren kan følge med i omgivelserne uden at skulle bruge en speciel "ambient mode". De kan også bruges med et sæt silikkonepropper, som kan skærme af for baggrundsstøjen. Samtidig kan lydoplevelsen derefter tilpasses via funktionen "Sound Fit" i JBLs app.
Headsettet kommer, ifølge pressemeddelelsen, med seks indstillinger for aktiv støjreduktion, og den skulle kunne bruges både med det åbne og lukkede design.
En anden spændende teknologi er Pure Bass Sound, der lover at give en basfokuserende lyd. Headsettet har også fire mikrofoner, der lover god lyd i opkald, og JBL lover, at der er otte timers batterilevetid i selve headsettet og 24 timer yderligere i etuiet.
For at sikre, at det kan bruges i det drilske danske sommervejr, er headsettet certificeret til IPX4, hvilket betyder, at det kan tåle stænk eller regn. Men du skal ikke droppe det ned i poolen på ferien – det tåler det ikke.
Det nye headset skulle komme på markedet til august til en pris på omkring 800 kroner.