Nyhed

Spillestedet Radar får ny leder: “Radar skal være en væsentlig partner for udviklingen af kulturlivet i Aarhus”

Det regionale spillested Radar i Aarhus får Ole Grøndahl Jørgensen som ny spillestedsleder.

Til august får det aarhusianske spillested Radar ny leder. Det bliver Ole G. Jørgensen, der skal stå i spidsen for lille koncertsted, der kan rumme 300 personer.

”Radar skal være en væsentlig partner for udviklingen af kulturlivet i Aarhus, både det etablerede, vækstlaget og på tværs af genrer. Den udvikling glæder jeg mig til at stå i spidsen for sammen med det stærke og dedikerede hold af medarbejdere og frivillige på Radar,” fortæller Ole G. Jørgensen.

Radar ligger på Godsbanen i Aarhus - et sted, hvor Ole G. Jørgensen tidligere har været bestyrelsesmedlem fra 2012-2018 og senere arbejdet som leder. Dermed træder den kommende spillestedsleder ind i omgivelser, han har stor indsigt i og fulgt på tætteste hold i mange år:

”Godsbanen er en unik institution, hvor samarbejde, partnerskaber og nytænkning etablerer nye formater og udfordrer genre. Jeg ser enormt meget frem til, at Radar, sammen med Godsbanen og det omkringliggende miljø, skal sætte kulturen på dagsordenen, ikke kun for Aarhus K, men hele byen,” udtaler Ole G. Jørgensen.

Ole G. Jørgensen overtager posten fra tidligere spillestedsleder Mia Fuglsang Holm, der var været chef for Radar siden januar 2016. Hun forlod stillingen, da hun 1. juni tiltrådte som events- og driftskoordinator ved Kulturhus Anexet på Lundsgaard Gods i Kerteminde.

Se Radars kommende koncerter her.

ANNONCE