Nyhed

VIDEO: Eminem og Snoop Dogg klar med ny sang

De seneste års beef mellem de to rapstjerner lægges endegyldigt i graven med nyt samarbejde

Tilbage i august 2020 offentliggjorde rap-koryfæet Snoop Dogg en liste over de ti artister, der efter hans mening er historiens bedste rappere.

Blandt de ti på listen var en del forventelige navne - men ingen Eminem, hvilket denne tog dybt personligt.

Det resulterede i, at der siden har været flere små episoder, der har kunnet indikere en vis fejde imellem de to.


Eksempelvis dissede Eminem Snoop Dogg på tracket ”Zeus”, der udkom på deluxe-udgaven af Music To Be Murdered By.

Beefen nåede aldrig at blusse synderligt op - og nu er den officielt slukket, da de to sammen har udgivet singlen ”From the D 2 the LBC”.

Nummeret består af et tungt trap beat, og lyrisk inviterer de to rappere lytteren til at opleve dem flexe deres tekniske kunnen som rappere, samt hvordan, hvorledes og hvor længe de har været i forhold med ”Mary Jane.”


Har man fulgt lidt med i den underlige internetverden kaldet Metaverse samt det cowboy-kapitalistiske fænomen NFT, har man nok læst om både Eminem og Snoop Doggs indkøb af diverse NFT’er. Man har måske også set musikvideoen til Snoop Doggs single ”House I Built”, der foregår i hans virtuelle villa i metaverset.

Om man har eller ej, er pointen den samme: De to rappere er rigtig glade for den nye bølge af NFT’er og de profitmaksimerende muligheder, der potentielt er at finde dér.

Det afspejler sig da også i musikvideoen til den nye single, hvor vi ser de to rappere føre sig frem på meget klassisk rapvideo-manér, mens de eller deres omgivelser bliver animeret om til NFT’er fra The Bored Ape Yacht Club.


Om det her er fremtiden, samtiden eller en boble må tiden vise. Videoen kan i hvert fald ses under artiklen her.

LÆS OGSÅ: Stormzy stormede Tinderbox – næsten da

 


ANNONCE