Nyhed

George Ezra giver stor dansk koncert

Om fire uger går snart albumaktuelle George Ezra på scenen på Tinderbox, men han vender tilbage allerede til Danmark om lidt over et halvt år

Den 16. februar 2023 giver den britiske sanger og sangskriver nemlig sin hidtil største danske indendørs koncert i Royal Arena.

Den 10. juni 2022 udkommer George Ezras tredje album Gold Rush Kid. Udgivelsen følger efter  Wanted on Voyage (2014) og Staying at Tamara’s (2018), som begge toppede den britiske hitliste og blev internationale succeser. Staying at Tamara’s blev også det bedst solgte album i Storbritannien i 2018.

Gold Rush Kid vil ifølge pladeselskabet byde på alt fra dansable indie-tracks som titelsangen over klaverballaden ”Sweetest Human Being” til det pulserende eurobeat-nummer ”Dance All Over Me” – samt singleforløberne ”Anyone For You (Tiger Lily)” og ”Green Green Grass”.


Musikalsk befinder George Ezra sig et sted mellem pop og klassisk singer-songwriting og er især kendt for sin usædvanligt dybe stemme. 

George Ezra brød igennem i 2014 med sangen "Budapest", der blev et verdenshit, og i 2018 fik han endnu et globalt hit med "Shotgun". Herhjemme har han tidligere optrådt tre gange, først på NorthSide 2015, så i Tap1 i 2018 og senest på Jelling Musikfestival i 2019. Her var GAFFAs anmelder forholdsvis positiv.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Popmusik og røverhistorier i støvregnens skær


Det officielle billetsalg starter fredag den 3. juni kl. 10.00 via Ticketmaster.

ANNONCE