Nyhed

Grey Daze udgiver ny single med afdød Linkin Park-sanger

Grey Daze har udgivet singlen ”Starting To Fly” med den afdøde Linkin Park-frontmand Chester Bennington som vokalist

Før Linkin Park var sangeren Chester Bennington en del af post-grunge-bandet Grey Daze. De udgav tre projekter op igennem midt-90’erne, men Bennington forlod bandet i ’98 for så at starte Linkin Park. Grey Daze gik i opløsning som band, men er i løbet af de sidste par år begyndt at udgive musik igen.

Nu, snart fem år efter at Bennington på tragisk vis tog sit eget liv, er Grey Daze nu i gang med at skulle udgive albummet The Phoenix. I forbindelse med det har bandet udgivet to singler med Bennington på vokal. Der var sidste måneds ”Saturation (Strange Love)”, og nu har de så smidt single nummer to, ”Starting To Fly”.

Benningtons vokaler stammer fra 2017, hvor han og bandet fandt sammen igen for at skrive og indspille musik. Desværre blev denne gendannelse af bandets originale konstellation kortlivet.


The Phoenix bliver et album på 10 sange med tilføjelser fra både Benningtons døtre og fra Linkin Park-bandmedlemmer. Albummet følger op på bandets 2020 album Amends, der også havde Bennington som vokalist. Musikvideoen til ”Starting To Fly” kan ses under artiklen.

Grey Daze udgiver også en løbende dokumentar-serie på YouTube, der giver et billede af tilblivelsesprocessen bag The Phoenix.

The Phoenix udkommer den 17. juni.


Har du eller nogen du kender selvmordstanker, kan du chatte med eller ringe til Livslinien. Chatrådgivning er tilgængelig mandag og torsdag kl. 17-21 samt lørdag og søndag kl. 13-17. Livslinien kan kontaktes via telefon på nummeret 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05.

ANNONCE