Liss mistede sidste år forsanger Søren Holm, men gruppen nåede at indspille deres debutalbum
"Vi håber, at albummet kan være med til at skabe et eftermæle for Søren. Et sted, hvor han lever videre." Sådan skrev bandmedlemmerne fra Liss på deres Facebook-side, da de offentliggjorde, at albummet I Guess Nothing Will Be the Same fortsat ville blive udgivet på trods af forsanger Søren Holms alt for tidlige død i maj 2021. Albummet var blevet færdiggjort kort forinden.
I dag har bandet udgivet endnu et nummer fra det kommende album med titlen “Boys in Movies”, der også byder på den britiske sanger Nilüfer Yanyas smukke stemme. Et samarbejde, der gav nummeret den helt rigtige lyd:
“Søren var god til at møde og skabe kontakt til andre mennesker. Han opsøgte konstant ny musik og delte altid ud af sine opdagelser til os omkring ham og var heller ikke bange for at række ud til folk, der inspirerede ham. “Boys in Movies” er en sang, der har haft flere forskellige indpakninger. Den fandt sin retning, da vi delte den med Nilüfer Yanya, som hjalp os med at fremhæve energien og gav sangen en helt ny dimension.” Sådan skriver Liss i deres Facebook-opslag.
Nilüfer Yanya har udgivet to anmelderroste album, senest Painless fra marts i år.
LÆS OGSÅ: LISS udgiver to nye singler: "En tid, vi aldrig vil glemme"
“Boys in Movies” er den tredje single fra bandets kommende debutalbum, hvor sangene “Country Fuckboy” og “Exist” er de to foreløbere. Sange, der er blevet til på en gård i Vestjylland ligesom resten af albummet, og det er et sted, der har fået en helt særlig betydning for de tilbageværende medlemmer af Liss: “Albummet og sangene minder os om vores venskab og sammenhold. Turene til Sydfyn og Vestjylland var et frirum og åndehul, hvor venskabet og musikken blomstrede. Det var der, vi havde det allerbedst.”
Hvis du har selvmordstanker, så sig det til nogen. Det kan være en ven, din læge, et familiemedlem eller Livslinien på 70 201 201
Lyt til nummeret “Boys in Movies” nedenfor: