Nyhed

Mary J. Blige modtager prestigefuld ærespris

R&b-stjernen modtog Icon-prisen til Billboard Music Awards

I går (søndag den 15. maj) blev der afholdt Billboard Music Awards i Las Vegas, og begivenheden samlede vanen tro nogle af verdens største popnavne. Blandt de optrædende var således både yngre navne som Machine Gun Kelly, britiske Ed Sheeran, Burna Boy og Megan Thee Stallion, såvel som raplegenden Diddy - tidligere kendt som Puff Daddy og oprindeligt døbt Sean J. Combs.

På plakaten var også Travis Scott, som dermed leverede sin første tv-transmitterede optræden siden efterårets tragedie på endags-festivalen Astroworld, hvor ti mennesker omkom i forbindelse med Scotts optræden.

Traditionen tro blev der også uddelt en såkaldt Icon Award ved gårsdagesns show i Nevada. Ikon-prisen, som blev uddelt for 11. gang, er tidligere tilfaldet blandt andre Neil Diamond, Stevie Wonder, Prince, Cher, Mariah Carey, Garth Brooks og Janet Jackson. Og det var netop Jackson, som søndag overrakte prisen til årets modtager - r&b- og hiphoplegenden Mary J. Blige.


Den i dag 51-årige Blige er født og opvokset i Bronx, New York, og debuterede i 1992 med albummet What's the 411? Siden har Blige udgivet yderligere 13 album, senest Good Morning Gorgeous, som udkom i februar.

“Mary J. Blige repræsenterer sandhed. Hendes arbejde har altid givet os trøst, fordi hun synger (om, red.) dig og mig", udtalte Jackson i sin tale - refereret af Rolling Stone - og roste Blige for at have "forpligtet sig overfor sin fans til altid at være sit autentiske selv".

Blige kvitterede med en takketale, hvor hun blandt andet udtalte:


"Det tager en masse tid, en masse hårdt arbejde, en masse overlevelse og fejltagelser at opnå storhed. Jeg har været på denne rejse i lang tid; en rejse, som ikke altid har set ud, sådan som I ser mig i dag. En rejse som har været fuld af en masse smerte. Gud hjalp mig med at kanalisere de følelser og oplevelser ud gennem min musik."

Du kan se Mary J. Blige modtage hædersprisen lige her:


ANNONCE