Nyhed

New Order talte i det britiske parlament om selvmords-forebyggelse på Ian Curtis' dødsdag

“Man kan ikke sidde på en venteliste, når man tænker på selvmord. Det er vanvittigt”

Det ikoniske new wave-band New Order sprang oprindeligt ud af det måske endnu mere ikoniske post-punk-band Joy Division. Grundet de sørgmodige omstændigheder, der var frontmand Ian Curtis’ selvmord i 1980, stoppede Joy Division, og i stedet gik de resterende bandmedlemmer sammen som New Order, med en yderligere tilføjelse i bandkonstellationen.

I går, den 18. maj, var det 42 år siden, at Ian Curtis, efter en lang kamp med depression og epilepsi, på tragisk vis gik bort, i en alder af bare 23 år. I forbindelse med dette afholdt de to nuværende medlemmer fra New Order og Joy Division, Bernard Sumner og Stephen Morris, et arrangement i det britiske parlament. Blandt andre engelske NME blev inviteret ind for at dække det.

Arrangementet Suicide Prevention: Breaking The Silence blev afholdt med politikeren Karry McCarthy som vært og Manchesters borgmester Andy Burnham som ordstyrer. Det bød på taler og paneldebat fra Sumner og Morris samt husets repræsentant Sir Lindsay Hoyle, Labour-partiets leder Keir Starmer og ministeren for mentalt helbred, Gillian Keegan.

I en paneldebat talte Sumner åbent om, hvordan han og de andre bandmedlemmer ikke så Curtis som havende problemer, da han ud over sine tekster virkede rolig og munter til hverdag. I kraft af tal fra organisationen CALM (Campaign Against Living Miserably), der påviser, at omkring 75 procent af selvmord begås af mænd, udtalte Sumner:

”Problemet med Ian og unge mænd med depression er, at man gradvist afgrænser sig selv, og man ikke ved, hvem man kan tale med. (...) [Dengang] kom det fra vores forældre. De voksede op i en tid, hvor man ikke belemrer folk og i stedet fortsætter man blot. Nu om dage er der i det mindste mere bevidsthed om, at man kan snakke med folk.”

Herfra bevægede de to musikere sig videre ud i en snak om de manglende muligheder, der er for behandling, og de til tider ulideligt lange ventelister, der er i nogle dele af landet. Dernæst fokuserede Sumner på skolesystemet, og hvordan dets systematiske opbygning overser rigtig mange unge menneskers behov og evner.

”[Gymnasierne] forsøger at producere den samme elev. Det virker ikke, folk fungerer ikke således. De burde gå ind som individer og komme ud som individer. Lige meget hvilket talent vedkommende har, burde det fremhæves og opfordres.

Kæmper du med selvmordtanker, kan du søge hjælp hos Livslinien her, som sidder klar til at tage en fortrolig snak med dig. 

ANNONCE