Nyhed

Nu er Chromecast med Google TV klar i Danmark

Vi har længe ventet på Google TV, og fra i dag er Google TV så klar til danske forbrugere

Når det kommer til integrerede tv-enheder, har Apple med deres Apple TV længe været eneste bud i Danmark. Det har dog ikke været tilfældet i resten af verden, hvor Google TV har været en konkurrent til Apple TV.

Men nu kommer Google TV så til Danmark i form af den nye Chromecast med Google TV, der fra i dag kan bestilles i Danmark. Med den kommer der adgang til tjenester som YouTube, Netflix, Display+, Viaplay HBO Max, YouSee og DRTV, så du kan streame dine favoritfilm eller koncerter til dit tv.

Samtidig understøtter Chromecast med Google TV også apps, og i skrivende stund er der omkring 6.500 apps, du kan vælge mellem, hvis du mener, der mangler indhold til enheden.


I modsætning til tidligere kommer den nye Chromecast med en fjernbetjening, så det er lettere at navigere rundt i menuer og vælge din favoritunderholdning. Der er også en dedikeret Google Assistent-knap, så du kan søge efter film, musik og serier med din stemme.

Den lille gadget ligner tidligere udgaver af sig selv, men har fået en opgradering på opløsningen, så den nu streamer med op til 4K HDR ved 60 billeder i sekundet.


Prisen kommer til at ligge på 529 kroner, den kan forudbestilles fra i dag og findes i butikkerne fra den 21. juni.

LÆS OGSÅ: Endelig får iPhone en skærm, der aldrig slukker

ANNONCE