”Er I klar, børn?!”
Lørdag startede Spookala Horror Convention i Ocala, Florida. Slipknot-sangeren Corey Taylor var til stede for at optræde med et akustisk sæt, hvor han blandt andet fremførte introen fra Nickelodeon-serien Svampebob Firkant ifølge Loudwire.
”Vent nu lidt, I har også en rolle her, så tag ikke pis på mig”, hører man Taylor forklare publikum, inden han fortsætter med den velkendte åbningsfrase ”Er I klar, børn?!”, med direkte respons fra publikum ”Ay, ay kaptajn! ” Herefter udfører han introen i sin helhed, hvor publikum også inddrages ved hjælp af call-and-response.
Det er ikke første gang, at Slipknot- og Stone Sour-sangeren fremfører børnesangen ved en koncert. Ifølge Loudwire har Taylor af og til spillet den under sine solokoncerter i løbet af de sidste ti år. I et andet klip fra 2011 ses han spille sangen, også dengang foran et publikum i Florida.
Vil du høre Corey Taylor synge sange, der ikke er så børnevenlige, kan du tage til Malmö Arena den 15. august. Her spiller han sammen med Slipknot, der også har et nyt album på vej. De har desværre ingen danske koncerter på programmet i denne omgang.
LÆS OGSÅ: Kvinde føder under Metallica-koncert