Nyhed

Vangelis er død

Han skrev blandt andet musikken til Chariots of Fire og Blade Runner

Billedet: Vangelis og to skuespillere ved premieren på en teateropsætning af Chariots of Fire i 2012

Den græske komponist Vangelis er død på et hospital i Paris, 79 år gammel, skriver blandt andre NME. Dødsårsagen var hjertestop.

Vangelis, der var døbt Evángelos Papathanassíou, var især kendt for sin musik til film som Chariots of Fire (1981), Blade Runner, (1982), 1492: The Conquest of Paradise (1992) og mange andre. Han vandt en Oscar for musikken til Chariots of Fire, og titelsangen herfra toppede den amerikanske hitliste.


Vangelis begyndte at spille klaver som barn og var selvlært pianist og komponist. Som 25-årig var han med til at danne prog-rock-gruppen Aphrodite's Child med den senere solist Demis Roussous på vokal. Gruppen var aktiv fra 1967-1972.

På dette tidspunkt var Vangelis også i gang med at skrive musik til film, tv og teaterstykker, og det fortsatte han med. Han var inspireret af både klassisk og elektronisk musik, arbejdede med både akustiske, elektriske og elektroniske instrumenter og er anerkendt som nyskabende inden for både elektronisk musik og filmmusik.

Ifølge BBC udtale Vangelis engang: "Mit ønske var ikke at skabe et symfoniorkester, hvilket jeg let kan, men at gå længere end det og lave ting, et symfoniorkester ikke kan. Og jeg tror, jeg lykkedes med at skabe noget i den stil."


Ud over sine soundtrack-album udgav Vangelis 23 album, senest From Juno to Jupiter fra 2021, et album inspireret af NASAs rummissioner.

LÆS OGSÅ: Den elektroniske pioner Klaus Schulze er død

Se musikvideoen til "Chariots of Fire" fra 1981:


 


ANNONCE