GAFFA.dk - alt om musik
I går aftes blev en stjernespækket velgørenhedskoncert holdt i Birmingham med formålet om støtte de ukrainske krigofre. Her blev der indsamlet 12,2 millioner pund, hvilket svarer til lidt over 100 millioner kroner.
Sendt af det britiske ITV og arrangeret med henblik på at sende penge til det humanitære netværk Disasters Emergency Committee (DEC), der samarbejder med lokale humanitære tiltag i blandt andet Ukraine, blev et brag af et arrangement stablet på benene på blot to uger.
Hvilke kunstnere er det så, man kan nå at støve op på godt og vel to uger? I tilfældet af denne velgørenhedskoncert taler vi om popmusikere, der er verdensstjerner. Programmet bestod blandt andet af Ed Sheeran, Camila Cabello, Snow Patrol, Gregory Porter og Chic.
Som vi her på GAFFA kunne skrive om for nogle uger siden, flygtede den ukrainske vinder af Eurovision 2016, Jamala ud af Ukraine, men i går kunne man høre hendes skønsang runge ud til millioner af seere. Akkompagneret af skotske violinister gav hun en hjerteskærende udgave af sin anti-russiske vindersang ”1944” og gav ydermere scenetid til to ukrainske flygtninge, der fortalte deres hårdtslående historier om det at være på flugt.
I løbet af weekenden informerede det ukrainske band Antytila via Twitter om, at det desværre ikke kunne være med til velgørenhedskoncerten, da de fokuserer al deres energi på krigen i Ukraine. Grundet arrangementets udelukkende humanitære formål kunne bandet som agerende soldater ikke deltage. Ed Sheeran så deres video, og svarede positivt igen om, at han ville dyrke bandets musik, og at han så frem til velgørenhedskoncerten. Antytila udtalte på Twitter:
”Det er skønt, at én som Ed Sheeran kan hjælpe med at sprede budskabet om, at vi er stærke, men at ukrainske flygtninge har brug for hjælp. ”
Målsætningen for velgørenhedskoncerten var omkring 25 millioner kroner, men på fantastisk vis blev beløbet firdoblet, da den to timer lange koncert var slut.
Herhjemme samlede støttekoncerten "Sammen for Ukraine" på Rådhuspladsen 12. marts mere end 85 millioner kroner ind, og i ugen op til showet havde arrangørerne indsamlet yderligere 80 millioner.
GAFFA samler også ind til fordel for Ukraine via Røde Kors.
LÆS OGSÅ: Svensk festival i København aflyser på grund af russisk invasion
Se Ed Sheeran optræde med megahittet "Bad Habits" til showet: