GAFFA.dk – alt om musik
Den amerikanske sanger og sangskriver Dolly Parton blev tilbage i februar offentliggjort blandt de nominerede til dette års Rock and Roll Hall of Fame - nu takker hun nej.
Rock and Roll Hall of Fame er et museum og institution, der beskriver, opsamler og indkapsler genrens mest indflydelsesrige musikere, producere og andre branchefolk, der har markeret sig inden for rock’n’roll. Optagelsen i Rock & Roll Hall of Fame er samtidig også en hæder at de særligt udvalgte og en ret prestigefyldt titel at modtage.
Countryikonet Dolly Parton har dog valgt at afvise sin nominering, da hun ikke mener, at hun hun har gjort sig fortjent til det. Sådan skriver det amerikanske medie Pitchfork.
“Selvom jeg er ekstremt smigret og taknemmelig over at blive nomineret til Rock & Roll Hall of Fame, så føler jeg ikke, at jeg har fortjent den ret. Jeg ønsker virkelig ikke, at stemmerne skal blive splittet på grund af mig, så jeg må respektfuldt trække mig”, skriver Dolly Parton i sit statement.
Det er ikke første gang, sangeren og sangskriveren afviser en nominering. Hun har to gange afvist at modtage “Presidential Medal of Freedom” under Trump-regeringen, og hun er endnu ikke sikker på, om hun ville være villig til at modtage prisen efter Bidens overtagelse af præsidentembedet.
Nomineringer og optagelser hun dog har takket ja til, tæller blandt andet Country Music Hall of Fame, Songwriters Hall of Fame og Grammy Hall of Fame, hvor sange som “Jolene” og “I Will Always Love You” er optaget, skriver Pitchfork.
LÆS OGSÅ: Her er de nominerede til Rock and Roll Hall of Fame
Læs Dolly Partons fulde udtalelse nedenfor:
“Dolly her! Selvom jeg er ekstremt smigret og taknemmelig over at blive nomineret til Rock & Roll Hall of Fame, så føler jeg ikke, at jeg har fortjent den ære. Jeg ønsker virkelig ikke, at stemmerne skal blive splittet på grund af mig, så jeg må respektfuldt trække mig. Jeg håber, at the Rock & Roll Hall of Fame vil forstå min beslutning og være villige til at overveje mig en anden gang - hvis jeg nogensinde gør mig fortjent. Dette har dog inspireret mig til at udgive et forhåbentligt fantastisk rock’n’roll-album på et tidspunkt i fremtiden, hvilket jeg altid har drømt om at gøre! Min mand er en total rock’n’roll-freak og har altid opfordret mig til at lave et. Jeg ønsker alle de nominerede held og lykke og tak igen for komplimenten. Held og lykke!"
LÆS OGSÅ: STORT DOLLY PARTON-INTERVIEW: Ikon med et enormt hjerte