Nyhed

DR og TV 2 klar med de optrædende til Ukraine-støttekoncert

GAFFA.dk – alt om musik

Koncerten finder sted lørdag den 12. marts på Rådhuspladsen i København

DR og TV 2 er nu klar med de optrædende til den store, tv-transmitterede Ukraine-støttekoncert "Sammen for Ukraine" på Rådhuspladsen i København lørdag 12. marts klokken 19.30-21.15, hvor der samles ind til akut hjælp til krigens ofre. 

De optrædende bliver Anne Linnet, Jonah Blacksmith, Hjalmer & Pauline, Carl Emil Petersen, Mads Langer, Marie Key, Coco O, Peter Sommer, Dizzy Mizz Lizzy (billedet), Ida Laurberg, Saveus, Hugorm, Troels Gustavsen, Sanne Salomonsen, TV-2 og Christopher

Johannes Langkilde og Natasja Crone er værter for en aften med fokus på krigens konsekvenser, portrætter af almindelige ukrainere og historier om danskernes mange initiativer til støtte for ofrene. Derudover vil DR’s og TV 2s korrespondenter fortælle om situationen lige nu direkte fra Ukraine.  

- Vi mærker en kæmpe støtte fra hele landet til vores fælles initiativ, og vi er meget glade for, at vi sammen med DR og nødhjælpsorganisationerne kan samle danskerne om at gøre en forskel for krigens ofre. Det bliver en aften, der kalder på fællesskab, eftertænksomhed, fred og håb, hvor Rådhuspladsen i København spilles op med fantastisk musik fra nogle af landets dygtige artister. Sammen sætter vi fokus på en forfærdig situation, der berører os alle, siger Dorthe Thirstrup, kanalchef for TV 2 i en pressemeddelelse. 

- Det bliver en aften, hvor hele Danmark kan samles om at vise sin støtte til de ukrainske ofre for krigen. De seneste uger har danskerne igangsat utallige initiativer til støtte for ukrainerne, og det får alle mulighed for at samles om lørdag aften både hjemme fra stuerne og på pladser rundt i landet, siger tværgående chef i DR, Nikolaj Vitting Hermann.  

Muligt at støtte allerede nu 
Det er allerede muligt at støtte nu på tre forskellige måder. Man kan enten donere 150,- kroner ved at sende en SMS med "HJÆLP" til 1234, eller man kan donere et valgfrit beløb via MobilePay til 40 50 42. Det er også muligt for både privatpersoner og virksomheder at donere større bidrag via hjemmesiden sammenforukraine.dk. 

Følgende nødhjælpsorganisationer får del i det indsamlede beløb: ADRA Danmark, Amnesty International Danmark, CARE Danmark, CARITAS Danmark, Dansk Folkehjælp, DRC Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, International Media Support, Læger uden Grænser, Mellemfolkeligt Samvirke, Mission Øst, Oxfam Ibis, PlanBørnefonden, Red Barnet, Røde Kors, SOS Børnebyerne, UNHCR - FN's Flygtningeorganisation og UNICEF Danmark. 

Storskærm i Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg 
Støttekoncerten bliver samsendt på DR1 og TV 2 lørdag 12. marts fra klokken 19.30 direkte fra Rådhuspladsen i København, hvor der – så længe der er plads - er åbent for alle, der har lyst til at støtte op om initiativet. Er man ikke i nærheden af København, er der også mulighed for at se med via storskærm i Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg – eller naturligvis hjemme fra stuerne. 

Storskærmen sættes op følgende steder: 

  • Aalborg - Pladsen foran Musikkens Hus

Lysoptog kl. 18.30 fra Nørresundby til Musikkens Hus med ankomst klokken 19.10. Inden støttekoncerten vises på storskærm, vil der være velkomst og fællessang.  

  • Aarhus - Parken foran Musikhuset

I Aarhus er der fra klokken 19 fællessang med Katrine Muff og et pigekor fra Aarhus Musikskole, inden støttekoncerten vises på storskærm klokken 19.30.  

  • Esbjerg – Torvet

På Torvet i Esbjerg vil der være aktiviteter fra klokken 18, inden støttekoncerten vises på storskærm kl. 19.30.  

  • Odense – Flakhaven

På Flakhaven vil der fra klokken 18-19 være afstemt musik, mens der klokken 19 er direkte studie fra TV 2 Fyn. Klokken 19.30 vises støttekoncerten på storskærm. 

Fakta:

  • Send din støtte: Det er allerede muligt at støtte op om “Sammen for Ukraine”. Du kan donere 150,- kroner ved at sende en SMS med ‘HJÆLP’ til 1234, eller du kan donere et valgfrit beløb via MobilePay til 40 50 42. Du kan også støtte ved at besøge websitet: sammenforukraine.dk, hvor du kan støtte med et valgfrit beløb.
     
  • Støttekoncerten: Foregår på Rådhuspladsen fra kl. 19.30- 21.15. Det er et åbent arrangement, og der er – så længe der er plads – åbent for alle, der har lyst til at støtte op om initiativet. Man kan også se støttekoncerten på DR1, DRTV, TV 2 og TV 2 PLAY eller møde op ved storskærme i Aarhus, Aalborg, Esbjerg og Odense.  
  • Transport: Man kan benytte alle transportmidler, men arrangørerne opfordrer til, at man ikke ankommer i bil. De henviser også til, at man ikke benytter metrostoppet “Rådhuspladsen”, men benytter nærliggende stationer; Hovedbanegården, Gammel Strand, Kongens Nytorv eller Nørreport.
     
  • Ankomst: Arrangørerne opfordrer til, at man ankommer via Vester Voldgade. Ankommer man for eksempel fra Hovedbanegården, skal man gå ud på Tietgensgade og bagom Glyptoteket for at komme ind på Vester Voldgade.
     
  • Trafik: Vester Voldgade vil være spærret for kørsel i området omkring Rådhuspladsen, samt kørsel ved Strøget, Farvergade og Lavendelstræde fra kl. 00.
     
  • Mad/drikke: Der er ikke opsat ekstra salgsboder i anledningen af dette arrangement, men der er mulighed for at benytte de eksisterende lokale butikker i området.

LÆS OGSÅ: GAFFA samler ind til Ukraine – støt her

ANNONCE