Nyhed

GAFFA-Prisen 2022: Se alle vinderne – og kæmpe fotoserie

GAFFA.dk – alt om musik

Fotos: Morten Rygaard og Camilla Lundbye

Drew Sycamore, Lydmor og Andreas Odbjerg var aftenens største vindere

Det var sanger og sangskriver Drew Sycamore, der blev den store vinder, da GAFFA-Prisen 2022 fandt sted i Musikhuset Aarhus torsdag den 3. marts – og blev streamet live på GAFFA.dk. Drew Sycamore fik hele tre priser, nemlig Årets Danske Udgivelse (hendes andet album Sycamore), Årets Danske Popudgivelse (samme album) og Årets Danske Solist.


Lydmor og Andreas Odbjerg vandt hver to priser. Lydmor modtog priserne Årets Danske Elektroniske Udgivelse (for albummet Capacity) og HiFi-Prisen for samme album. HiFi-Prisen, der uddeles i samarbejde med HiFi-Klubben, gives til en person eller en gruppe, som har gjort noget ekstraordinært for den gode lyd. 

Andreas Odbjerg modtog priserne Årets Danske Hit (”I morgen er der også en dag”) og Årets Danske Sangskriver.

Ellers var der en pris til hver af de øvrige danske vindere. Jung blev Årets Danske Band, Fyr & Flamme blev Årets Nye Navn, The Minds of 99 var Årets Livenavn, Magtens Korridorer udgav Årets Danske Rockudgivelse (albummet Club Promise), Baest udsendte Årets Danske Hardrock/Metaludgivelse (albummet Necro Sapiens), og Benjamin Hav havde begået Årets Danske Hiphop-Udgivelse (albummet Tesla).


I den internationale afdeling var der to priser til Ed Sheeran for Årets Internationale Album (Equals) og Årets Internationale Hit (”Bad Habits”). Adele blev kåret til Årets Internationale Solist, de tilbagevendte ABBA blev Årets Internationale Band, og italienske Måneskin blev kåret til Årets Nye Internationale Navn.

Tak Rock-Prisen, der uddeles til en aktør, som har gjort en ekstraordinær indsats for dansk musik, gik til Spot Festivals leder gennem mere end 25 år, Gunnar Madsen for hans mangeårige indsats for dansk musiks vækstlag i både ind- og udland. The Raveonettes-sanger Sharin Foo, der selv har haft stor gavn af en optræden på Spot Festival, oplæste juryens motiveringstale, som du kan se nedenfor.

Vinderen af Tak Rock-Prisen er kåret af en jury bestående af Royal Beer og GAFFAs redaktion. Alle de øvrige vindere er kåret af læserne.


GAFFAs læsere har i perioden 19. januar-4. februar haft mulighed for at stemme på årets musiknavne fra ind- og udland. I alt har 13.000 læsere afgivet deres personlige stemmer i 18 kategorier. De nominerede i hver kategori var de fem kunstnere, der havde fået flest læserstemmer blandt kandidaterne, som var indstillet af GAFFAs redaktion på baggrund af deres præstationer i 2021. De endelige vindere var de navne, der havde fået flest læserstemmer i de enkelte kategorier.

Som et lille kuriosum spillede Eurovision Song Contest en vis rolle for tre af prisvinderne. Både Fyr & Flamme og Måneskin fik deres gennembrud i forbindelse med musikkonkurrencen, ligesom ABBA gjorde tilbage i 1974, da de vandt med ”Waterloo”.

Se den samlede liste med vinderne og de øvrige nominerede nedenfor.


De optrædende ved showet var den norske verdensstjerne Aurora samt danske Tina Dickow – der holdt premiere på sin dansksprogede single ”Menneskedyr” – metalbandet Livløs, indierockduoen Prisma, rapperen Carl Knast, punk-rap-duoen Fabräk og singer-singwriteren Brimheim.

Vært var Thomas Skov med assistance fra P6 Beat- og P4-vært Carsten Holm. Showet blev vist som livestream på GAFFA.dk, hvor der også var efterfest med Emil Thorup som vært. 

GAFFA er Danmarks største og ældste musikmagasin og har eksisteret siden 1983. GAFFA har ifølge TNS Gallup cirka 135.000 månedlige læsere på print og ifølge Dansk Online Index cirka 300.000 månedlige læsere online. GAFFA-Prisen er blevet uddelt siden 1991.


Følg GAFFA på Facebook - Twitter - Instagram

Du kan deltage i samtalen om GAFFA-Prisen 2022 på de sociale medier ved at benytte #gaffaprisen

Showet blev præsenteret i samarbejde med:


Samsung, Royal Beer, Hi-Fi Klubben, Hungry, Green Mobility og Logitech for Creators

Se eller gense showet på YouTube – og se vinderlisten nedenfor


Og vinderne er…

Årets danske udgivelse:

Baest: Necro Sapiens


Jacob Dinesen: The Joker’s Hand

Jung: Forfra forbundet

Magtens Korridorer: Club Promise


Drew Sycamore: Sycamore VINDER

Årets danske band:

Baest


Fyr og Flamme

Jung VINDER

Magtens Korridorer


Volbeat

Årets danske solist:

Jacob Dinesen


Malte Ebert

Andreas Odbjerg

Drew Sycamore VINDER


Rikke Thomsen

Årets nye danske navn – præsenteret af SAMSUNG:

Calby


Dopha

Fyr og Flamme VINDER

Guldimund


Patina

Årets danske hit – præsenteret af HUNGRY

The Minds of 99: Under din sne


MØ: Live to Survive

Andreas Odbjerg: I morgen er der også en dag VINDER

Tobias Rahim og Andreas Odbjerg: Stor mand


Drew Sycamore: 45 Fahrenheit Girl

Årets danske rockudgivelse:

Electric Guitars: Freewheeler


Iceage: Seek Shelter

Magtens Korridorer: Club Promise VINDER

Prisma: Inside Out


Yung: Ongoing Dispute

Årets danske popudgivelse:

Christopher: My Blood


Fyr og Flamme: Fyr og Flamme

Jung: Forfra forbundet

Drew Sycamore: Sycamore VINDER


Rikke Thomsen: Opland

Årets danske hiphop-udgivelse:

Artigeardit: Held & lykke med at komme hjem


Benjamin Hav: Tesla VINDER

Benny Jamz, Gilli, Kesi: Mere end musik

L.O.C.: Fuck L.O.C.


Per Vers: 45 omdrejninger

Årets danske hardrock/metaludgivelse:

Baest: Necro Sapiens VINDER


Livløs: And Then There Were None

Møl: Diorama

Vola: Witness


Volbeat: Servant of the Mind

Årets danske elektroniske udgivelse – præsenteret af GreenMobility:

Faustix: Happy Place


Hedegaard: Dark Matter

Lydmor: Capacity VINDER

Rune Rask: Rune Rask


When Saints Go Machine: Emotional 

Årets danske livenavn – præsenteres i samarbejde med Logitech for Creators: 

Baest


D-A-D

Dizzy Mizz Lizzy

The Minds of 99 VINDER


Andreas Odbjerg

Årets danske sangskriver:

Jacob Dinesen


Jung

Andreas Odbjerg VINDER

Drew Sycamore


Rikke Thomsen

HiFi-Prisen – præsenteret i samarbejde med HiFi-Klubben:

Bremer/McCoy for Bremer/McCoy: Natten


Coco O. for Coco O.: It’s a Process

Frederik og Fridolin Nordsø for Drew Sycamore: Sycamore

Lydmor for Lydmor: Capacity VINDER


Rune Rask for Rune Rask: Rune Rask

Tak Rock-Prisen – præsenteres i samarbejde med Royal Beer

Gunnar Madsen, leder af Spot Festival VINDER

Årets internationale udgivelse:

ABBA: Voyage

Adele: 30

Billie Eilish: Happier Than Ever

Gojira: Fortitude

Ed Sheeran: Equals VINDER

Årets internationale band:

ABBA VINDER

Coldplay

Foo Fighters

Maroon 5

Måneskin

Årets internationale solist:

Adele VINDER

Billie Eilish

Elton John

John Mayer

Ed Sheeran

Årets nye internationale navn:

Celeste

Lil Nas X

Måneskin VINDER

Olivia Rodrigo

Silk Sonic

Årets internationale hit:

Adele: Easy on Me

Coldplay: Higher Power

Elton John & Dua Lipa: Cold Heart

Ed Sheeran: Bad Habits VINDER

The Weeknd: Take My Breath

Motivationstalen til Gunnar Madsen, vinder af Tak Rock-prisen:

Årets prisvinder indledte sin karriere i musikbranchen i 70’erne som chauffør og roadie for progrock-bandet Taurus, for disses efterfølgere TV-2 og for Kliché, og han har langsomt arbejdet sig op. I 1981 var han med til at starte Dansk Rock Samråd, en netværks- og rådgivnings-organisation, der samarbejder med alle dele af dansk musikliv. I 1994 var han med til at grundlægge det, der er blevet hans hjertebarn – Spot Festival, der fokuserer på dansk musiks vækstlag og gradvist har vokset sig større og større og er blevet kendt som stedet, hvor man skal komme, hvis man vil se morgendagens stjerner, lige inden de bryder igennem. I de senere år har Spot Festival tiltrukket cirka 8000 gæster per dag og præsenteret omkring 200 koncerter rundt om i Aarhus. Alle årene med årets prisvinder som den utrættelige og entusiastiske leder.

Årets prisvinder har også kastet sig ind i den musikpolitiske debat, ikke mindst under de to seneste års coronanedlukninger, hvor årets prismodtager blandt andet har kritiseret politikerne for forskelsbehandling af livemusik og sportsbegivenheder og for manglende forståelse for musikeres omskiftelige og uforudsigelige arbejdsvilkår. Alt sammen med fokus på sagen, ikke personer.

Forskning har vist, at de fleste holder op med at interessere sig for ny musik, når de fylder 35 år. Det gælder dog absolut ikke aftenens prisvinder, som stadig følger grundigt med og er åben og nysgerrig over for nye toner og tendenser, selvom han er næsten det dobbelte.

Årets vinder af Tak Rock-prisen er leder af Spot Festival, Gunnar Madsen. Stort tillykke!

ANNONCE