GAFFA.dk - alt om musik
På torsdag åbner GAFFA dørene til Musikhuset Aarhus og inviterer alle med til en fejring af musikken og livet – det er vi mange, der har brug for.
GAFFA-Prisen 2022 løber af stablen nu på torsdag den 3. marts, og vi kan næsten ikke vente! Er der noget, verden har vist os - både med corona og nu den frygtelige krig i Ukraine - så er det, at vi ikke må tage for givet, at vi kan samles om de dejlige ting i livet: I dette tilfælde musikken og dem, der skaber soundtracket til vores tilværelse.
13.000 GAFFA-læsere har afgivet deres personlige stemmer, og på torsdag vil 15 glade vindere feste med en ekstra tung håndtaske, når de gyldne G'er er blevet uddelt.
Du kan naturligvis se med hjemmefra, når vi streamer showet live her på gaffa.dk og YouTube. Skulle du alligevel tænke: "Næ, jeg trænger til en kæmpe fest!", så kan du stadig købe billetter LIGE HER. Billetter til showet giver også adgang til efterfesten, der foregår i Musikhusets foyer umiddelbart efter GAFFA-Prisen.
LÆS OGSÅ: GAFFA-PRISEN 2022: Og de nominerede er…
Tuner du ind på GAFFA-prisen på den ene eller anden måde, så kan du i dén grad glæde dig til at opleve syv fuldstændig fantastiske liveoptrædender fra Tina Dickow, Brimheim, Carl Knast, Fabräk, Livløs, Prisma og ikke mindst den norske verdenstjerne Aurora, der lægger vejen forbi Store Sal i Smilets By.
Thomas Skov og Carsten Holm styrer os gennem aftenen foran en summende sal og rullende kameraer. Det bliver en blanding af livemusik, satire, glade vindere, brandtaler, vanvittige liveoptrædener og så de der uforglemmelige øjeblikke, der opstår, når man hylder hinanden på fineste manér.
Når showet er slut klokken 22.00, er festen faktisk lige begyndt. Vi livestreamer nemlig fra efterfesten, hvor du kan møde aftenens vindere, nominerede, optrædende hos Emil Thorup, der sidder klar med de gode, spørgsmål, drinks og godt selskab.
LINK TIL LIVESTREAM PÅ YOUTUBE