GAFFA.dk – alt om musik
Så er der landet en ny episode af podcasten Ildsjæl, hvor produceren, rapperen, sangeren og sangskriveren Ankerstjerne inviterer danske ildsjæle ind til en snak om deres passion og skabertrang, som de har fomået at gøre til deres levebrød.
I denne episode af podcasten Ildsjæl møder Ankerstjerne og medværten Ole Bjørn multi-talentet Magnus Millang.
Magnus Millang er en vaskeægte ildsjæl. Han er et autodidakt naturtalent, der gennem jobs som runner og produktionsassistent har taget branchen indefra.
I dag kan Magnus Millang kalde sig skuespiller, komiker, manuskriptforfatter og instruktør. Han spænder vidt i sit kreative virke, hvor han har har medvirket i alt lige fra Danish Dynamite og Brødrene Ost til Oscar-vinderen Druk og en rolle i Borgen - Riget, Maget og Æren. Derudover har Magnus og hans bror Emil selv skrevet og instrueret spillefilmen Selvhenter, hvor de ovenikøbet selv spiller hovedrollerne.
I podcasten fortæller han om at være passioneret og vedholdende i en branche, hvor man kan arbejde flere år på projekter, der ikke bliver til noget. Eller hvor der går tre år fra idé til det færdige produkt. Det er i den grad noget, der kræver, at man kan holde gejsten og troen på sin idé, der i sidste ende skal ud og vurderes, hvilket både kan resultere i ris og ros. “Kan Magnus Millang bære en hel film? Svaret er nej” – sådan lød en af anmeldelserne af filmen Selvhenter, fortæller Magnus Millang grinende, men understreger også, hvor hårdt det kan være, at flere års arbejde opsummeres i en enkelt sætning.
Om arbejdet i film- og tv-branchen fortæller Millang: “Det er ret vigtigt at have den der ydmyghed med i det arbejde her og være klar over, at processen er fucked. Den er super skod, og den kan være mega fed, og der kan være dage, hvor man sidder og har skrevet noget og tænker, det her bliver så fucking fedt, og så lige pludselig virker det hele usikkert og såbart.”
Se og lyt til podcasten i videoen nedenfor eller på diverse platforme gennem dette link.